13 nye restauranter der får smagsløgene til at hvine af fryd

13 nye franske restauranter

Gastronomi og vin

Terrassen på restaurant La Dame de Pic
© La dame de Pic - Terrassen på restaurant La Dame de Pic

Læsetid: 0 minUdgivet den 15 september 2021, opdateret den 17 januar 2024

I månedsvis har de franske restauranter arbejdet på at sammensætte de lækreste menukort og forberede nye retter, og nu hvor de endelig har åbnet igen, er det bare om at udnytte det! Fra Lille til Lyon og Marseille til Nantes har nye restauranter nemlig slået dørene op. Vi har fundet nogle af de bedste!

Den øverst beliggende - NŪ i Lille

Den første restaurant og bar med tagterrasse og en spektakulær panoramaudsigt på 360° i Lille har været længe ventet. Beliggende højt til vejrs, lige over for indkøbscenteret Euralille og midt imellem byens to togstationer tilbyder ambitiøse NŪ (som udtales ”nu”) en generøs madkultur. Som medlem af madfællesskabet Mange Lille lover køkkenchef og projektiværksætter, Maxime Schelstraete en hyggelig stemning fra morgen til aften og et menukort baseret på lokale råvarer.

Den mest provencalske - Bec i Vallée des Baux i Provence

Restaurant Bec i Provence.
© Chloé Lapeyssonnie - Restaurant Bec i Provence.

Mellem hede og lavendelmarker ligger Paradou i hjertet af Provence, og her har Edouard Beaufils og Jessica Cogoni valgt at slå sig ned efter mange år både indenfor- og udenfor Europa. Restauranten ”Bec”, som egentlig er parrets initialer, ligger ved foden af Baux de Provence på et solrigt familielandsted, hvor den spændende mad blot bliver endnu bedre af den energiske og varme betjening. Edouard laver maden og Jessica serverer den, og således blander den gode mad og det høje humør sig med den dér vidunderlige, sydfranske stemning.

Bec

Masser af sol på Le Présage i Marseille

Det er ikke set før, hverken i Frankrig eller i noget andet europæisk land: en restaurant drevet af solen, godt nok på eksperimentel basis, men det er en virkelig lys idé! Konceptet "Le Présage", som i år kører gårdhavetemaet oppe på Château Gombert i Marseille, er historien om den fantasifulde ingeniør, der blev kok og som nu satser på det gastronomiske register midt i en spiselig skov allerede fra 2022. I dag byder restauranten på retter med inspiration fra en plantebaseret og semi-vegetarisk kost ved hjælp af sin solparabol og det tilknyttede komfur. Imponerende!

Le Présage

Den mest royale - Le Grand Contrôle-Ducasse i Versailles

Restaurantens terrasse
© Renee Kemps - Restaurantens terrasse

Rejs tilbage i tiden på Hôtel Le Grand Contrôle – Airelles Château de Versailles, der ligger fantastisk midt på Versailles slotsdomænet med udsigt til Orangeriet og La Pièce d’eau des Suisses. Med Pavillon Dufour i baggrunden og en fortolkning af fransk ”haute cuisine” samt historisk inspiration, er Restaurant Ore-Ducasse endnu et pragtfuldt sted at besøge på Versailles. I omgivelser badet i gyldent lys tager restauranten sine gæsterne med på en rejse til kongelig pomp og pragt; lige fra tjenernes klæder til nyfortolkningen af det 18. århundredes køkken. Restauranten bød sine første gæster velkommen i foråret.

Ducasse au château de Versailles

Den der ligger tættest på vinmarkerne - Les Belles Perdrix på Château Troplong Mondot i Saint-Emilion

Les Belles Perdrix er beliggende midt i Château Troplong Mondots vinmarker og åbner atter sine døre efter 3 års ombygning. Det er nu stjernekokken David Charrier, der står for madkunstenen, og han forsyner sig direkte i køkkenhaven, der dyrkes som permakultur og er indrettet på ejendommens område. Lokale producenter giver også deres bidrag for at skabe et ærligt og intuitivt køkken, der vækker sanserne. Prikken over i’et er den nye konditor Adrien Salavert, som forsøder besøget.

Les Belles Perdrix

Den mest alpine - La dame de Pic - Le 1920 i Megève

Med udsigt over Alperne på restaurant La Dame de Pic
© La Dame de Pic - Med udsigt over Alperne på restaurant La Dame de Pic

Hotellet Four Seasons Hotel Megèves har fået en ny og fornem logerende, nemlig restauranten La Dame de Pic – Le 1920, som har Frankrigs højest Michelin-besmykkede kvindelige kok ved roret. Anne-Sophie Pic har udarbejdet et menukort, som afspejler mødet mellem lokale specialiteter fra Savoie og lokale terroir-produkter fra Savoie: Spæde granskud, almindelig mjødurt, stenkløver, vild kommen, bjørneklo… Med den sublime udsigt over Alperne som kulisse når den kulinariske oplevelse nye højder!

La Dame de Pic

Hvor den sydfranske stemning hersker - Bocca Nissa i Nice

Udsigt inde fra restauranten
© Bocca Nissa - Udsigt inde fra restauranten

Bocca har overtaget Restaurant Le Hussards gamle adresse i Nice (Nissa) og er ideelt beliggende i starten af Cour Saleya, kun et stenkast fra vandet. Den nye restaurant giver et frisk pust til stedet med et lovende koncept: god mad inspireret af middelhavskøkkenet, grøn tagterrasse og hyggelig stemning. Sidst men ikke mindst er det ikke tilfældigt, at Jean Valfort er en del af projetet. Den innovative kok er nemlig født og opvokset i Nice og nærer en ubetinget kærlighed til byen.

Bocca Nissa

Den generøse - Le Bouillon du Commerce i Nantes

Le Bouillon minder om de restauranter fra det 19. århundrede, der serverede traditionel fransk mad, men især bouillon, deraf navnet. Der er stadigvæk nogle få steder tilbage i Paris, som er kendt for deres rimelige priser. Nantes har kastet sig ud i dette kulinariske eventyr på den store plads "Place du Commerce". Med en indretning som i det 19. århundrede ønsker restauranten, som har plads til 250 gæster inden- samt ude at genskabe den samme hyggelige stemning med populære, generøse og let tilgængelige retter.

Le Bouillon du Commerce

Den mest prominente - i Bordeaux

Baren på restauranten L’Observatoire du Gabriel i Bordeaux
© Le Gabriel - Baren på restauranten L’Observatoire du Gabriel i Bordeaux

Midt i det historiske Bordeaux på den pragtfule plads "Place de la Bourse" ligger restauranten Gabriel, som var noget af en begivenhed, da den åbnede sidste efterår, selvom det kun var for en kort bemærkning. Stedet rummer nemlig en hyggelig bar i stuen, en elegant bistro på første sal og øverst oppe en gastronomisk restaurant med plads til 35 siddende gæster, som af god grund har fået navnet "Observatoire". Den unge stjernekok Alexandre Baumard gør det mesterligt og tilbyder en kulinarisk oplevelse tilsat et skarpt og ambitiøst vinkort.

Le Gabriel

Der, hvor middelhavsstemningen hersker - Le Chelala i Toulouse

Le Chelala er indrettet i industrielle omgivelser med rå vægge og prangende farver og går ikke ubemærket hen i Victor-Hugo-kvarteret, som er et af byens mest livlige. Kokken Gad Azran, som tidligere har været køkkenchef hos den franske stjernekok Ducasse samt styret restaurant Jean-Georges i New York og Restaurant Market i Paris, står bag roret og har skabt en kulinarisk rejse rundt i Middelhavskøkkenet. På menuen: kendte libanesiske, græske, israelske, marokkanske og tyrkiske retter til deling. Her er noget, der vækker smagsløgene og intet lader gå til spilde!

Chelala

Den hyggeligste - Food Society i Lyon

Food Societys interiør
© Food Society - Food Societys interiør

Endnu én! Efter La Commune, Heat og Food Traboule kommer nu Food Society, den fjerde Food Court på 4 år, der har fundet en plads i Lyon, "gallernes hovedstad". Dette nye kulinariske tempel i XXL størrelse (3.000 m2, 10 madkiosker, en bar og en stor terrasse) har etableret sig i indkøbscenteret La Part-Dieu. Food Society lover ”noget for øjnene og noget til ganen”: en farverig indretning, et monsterfedt koncept, traditionel mad, festlig stemning og nul plastik. Her kan man blandt andet finde restauranten og butikken La Mère Brazier, som er en institution i Lyon, der har modtaget to stjerner og udmærkelsen Le Café Terroir for sit lokale køkken.

Food Society

Den mest ”Dolce Vita” - Gigi i Ramatuelle på Rivieraen

Restaurant Gigi Ramatuelle på Den franske riviera, Côte d'Azur
© Gigi Ramatuelle - Restaurant Gigi Ramatuelle på Den franske riviera, Côte d'Azur

Mens vi venter på ”Gigi à Paris” åbner til efteråret, bydes du velkommen i etablissementet på Rivieraen med fødderne i vandkanten. Stranden Pampelonne er godt gemt i pinjeskoven og ligger et stenkast fra Saint-Tropez.

Dette ”sommerhus” er meget mere end endnu en restaurant. Det er nemlig et levested, hvor man kommer for at slappe af, dele og få nogle uforglemmelige oplevelser. Gigi sætter en ære i at kombinere klassiske retter fra det italienske køkken med uundgåelige middelhavsretter.

psst... Til december åbner Gigi endnu en residens i Val d'Isère i de franske Alper...

Gigi

Den med den smukkeste udsigt - Le Donjon i Etretat, Normandiet

Man kan ikke tage til Normandiet uden at lægge vejen forbi Etretat og de berømte klippeskrænter, og skal besøget afsluttes med maner anbefaler vi en middag med udsigt på restaurant Domaine Saint-Clair Le Donjon. I en alder af blot 31 år har restaurantens talentfulde unge køkkenchef Gabin Bouguet i år fået sin første stjerne i Michelinguiden. Han tilbyder lækre retter med frisk fisk, lokalt kød, oste fra Normandiet og årstidens frugter og grøntsager ledsaget af gode årgangsvine, hvoraf nogle af dem er produceret på Domaine Les Arpents du Soleil i Normandiet.

Hvad med Paris?

Den franske hovedstad kan også bryste sig af et væld af nye restauranter, som helt sikkert kommer til at vække opsigt. Fra restaurant Forest i Palais de Tokyo til Michel og Sébastien Bras’ nyåbnede restaurant Halle aux Grains som ligger på øverste etage af bygningen Bourse de Commerce.

Af Pascale Filliâtre

Rejsende journalist. Jeg er ofte rejst langt væk for at finde, det Frankrig har at byde på… lige i nærheden. filliatre.pascale@orange.fr