3 dage i Marseille: klar til frisk luft sammen med familien?

Get-away med børnene

ProvenceNatur og udendørs aktiviteterKulturarvMed børn

Calanques de Marsella
© James / Adobe Stock

Læsetid: 0 minUdgivet den 11 december 2018, opdateret den 19 december 2023

Det gode vejr nærmer sig, og du kan nærmest føle havet kalde. Vi sætter kursen mod Marseille og har sammensat et program med kulturelle og underholdende udflugter, badeture tæt på byen samt en tur til de smukke Calanques-klipper.

Første dag, kl. 09.30: En tur op til Den Gamle Dame...

...på en lidt anderledes måde. Vi tager det lille tog, som afgår fra Vieux-Port (den gamle havn) og snor sig gennem Marseilles smalle gader på vejen op til kirken Notre-Dame de la Garde, der nærmest svævende knejser på en klippe over byen. Dette tidligere befæstningsanlæg skuffer aldrig sine besøgende. Man kan opleve en gammel vindebro og nyde den uendeligt smukke udsigt over havet og byen. Inde i kirken hænger der skibsmodeller ned fra loften, så du passende kan benytte lejligheden til at forklare dit barn, hvad en votivgave er.

Notre-Dame de la Garde

Kl. 11.00: Løb rundt om Mucem-museet

Oplev "Picasso-Méditerranée 2017-2019"
© Charlotte Cabon - Oplev "Picasso-Méditerranée 2017-2019"

Stjernen blandt museerne i Marseille ligger i første række ned til vandet tæt ved Vieux-Port, og har meget at byde på for både børn og voksne: Gangbroer over vandet med beskyttelsesnet i beton og lange ramper med vekslende belysning rundt om bygningen. Det er en anderledes måde at opleve dette kulturcenter tilegnet befolkningerne i Europa og ved Middelhavet. Har man tid til at gå indenfor, kan man benytte særlige ruter gennem de faste udstillinger, der er specielt udvalgt til børn.

Besøg Mucem

Kl. 14.30: Bliv klogere på moderne kunst i La Friche

Charlotte Cabon
© Charlotte Cabon

"Hvad får dette kunstværk jer til at tænke på?" Guiden fra La Friche de la Belle de Mai, et kulturcenter beliggende i en tidligere tobaksfabrik tæt ved banegården Saint-Charles, stiller spørgsmål til børnene om den aktuelle udstilling. Hver lørdag kl. 14.30 er der arrangementer for familier med børn i alderen 6-12 år med introduktion til moderne kunst efterfulgt af en workshop. Der er legeplads til de mindste, en skatepark, cafe og restaurant, så man kan sagtens bruge mange timer i dette kulturområde, som har kalenderen fyldt med en bred vifte af koncerter, udstillinger og forestillinger rettet mod børn. Om sommeren kan man også tage hele familien med op på tagterrassen. La Friche

Anden dag, kl. 10.00: Sæt kursen mod fortet Château d'If

Charlotte Cabon
© Charlotte Cabon

I Vieux-Port går vi ombord på båden, der på blot 20 minutter tilbagelægger turen mellem Marseille og fortet fra det 16. århundrede opført på en klippeø for at beskytte byen mod angreb fra pirater og andre fjender på havet. Havmågernes skrig og historien om Greven af Monte Cristo sætter børnene i den rette stemning, mens de udforsker slottet, der tidligere fungerede som statsfængsel, inden det blev omdannet til et populært udflugtssted.

Opdag Chateau d'If

Kl. 14.00: Tag en badetur midt i byen

Charlotte Cabon
© Charlotte Cabon

Fra Château d'If kan man sejle til Frioul-øerne, fyldt med tørre sten og klipper, og med naturlige bugter, hvor man kan føle sig som på en øde ø. Men også i centrum af Marseille kan man finde store sandstrande, der er ideelle til en badetur. Fra Vieux-Port kommer man let til "plage des Catalans" og "plage du Prophète" (med lavt vand der passer perfekt til børn), og lidt længere væk finder man "plage de la Pointe Rouge". De nævnte strande har livreddere og kan nås i bus.

Kl. 17.00: Bliv flyvende i Prado-skateparken

OTCM
© OTCM

Alle skatere med respekt for sig selv ved, at en af de mest berømte skateparker i verden har ligget i Marseille siden 1991. Hvad enten du er på skateboard, rulleskøjter eller løbehjul vil der være masser af udfordringer på det 700 m² store område med udsigt over havet langs stranden Gaston Deferre nær Pointe Rouge. Hvad adskiller den fra lignende parker? At man på et og samme sted kan finde alle mulige slags baner og forhindringer. De unge elsker stedet.

Tredje dag, kl. 10.00: Vandretur i Calanques-klipperne

Charlotte Cabon
© Charlotte Cabon

Vil du lære børnene at se forskel på timian og rosmarin, observere havets fugle, klatre rundt i klipperne...alt dette og meget mere kan I opleve, hvis I bruger en dag på at vandre i naturen langs de afmærkerede stier i nationalparken Calanques. Ikke langt fra byen rejser det ubegribeligt smukke landskab sig med hvide klinter, der rager faretruende ned i havet. I det duftende hedelandskab støder man på hældende fyrretræer og bugter med krystalklart vand. Måske skulle I tage en svømmetur som belønning for strabadserne?

Oplev Calanques-klipperne (link på fransk)

Hvor skal vi sove?

Vi foreslår Mama Shelter med en god central beliggenhed (tæt ved Cours Julien). Harmonien mellem pris og kvalitet er god, og indretningen er moderne og munter. Børnene vil helt sikkert elske de farverige oppustelige baderinge, der hænger over baren, og kridttegningerne på loftet.

Få kræfterne tilbage på Mama Shelter

For yderligere information:

Planlæg din rejse til Marseille

Af Charlotte Cabon

Journalist

Se mere