At udnytte det milde efterår til at forkæle sig selv, holde en pause fra hverdagens trummerum og lade op i ét med naturen inden vinteren står for døren… Her får du seks steder, der er skabt i harmoni med naturen, hvor bæredygtighed og slow-travel er i fokus.
Sommersæsonen er altid den travleste, mens efteråret og lavsæsonen er mere intim. Sommerheden erstattes med lune temperaturer og solen dæmper sit skarpe skær. De grønne skove præges af gyldne farver og morgentågen driver stille ind over sletterne.
Efterårssæsonen er en oplagt mulighed for at lade batterierne op i naturens smukke omgivelser inden vinteren melder sin ankomst. På tværs af Frankrig findes bæredygtige hoteller, designet med målet om minimal påvirkning på miljøet og med fokus på at skabe velvære for de besøgende samt passe på den omkringliggende biodiversitet. Disse seks hoteller byder på fordybelse i naturen og er ideelle steder at slappe af midt i naturen.
Le Bruit de l’eau i Baie de Somme
I smørhullet mellem naturreservaterne Parc du Marquenterre, særligt populært blandt ornitologer, og Baie de Somme gemmer sig en ukendt perle: det japanskinspirerede hotel Le Bruit de l’eau. Stedet indrammes af en hektar græsmarker, damme samt en hemmelig skov.
Le Bruit de l’eau tilbyder fire forskellige overnatningsmuligheder med plads til afslapning på fineste manér: et værelse med udsigt til en flod, der kun kan nås i båd; en geodætisk kuppel (bygget lokalt i Hauts-de-France), hvor man sover under stjernehimlen; et japanskinspireret værelse med privat hammambad omgivet af naturen; og en dojo, der om sommeren har direkte adgang til skoven og bliver til et meditationsrum ved første frost.
Gastronomien er vegetarisk og japansk inspireret.
Godt gemt fra omverden, på en lille ø langt inde i skoven kan man nyde den friske natur fra en Furô-Oké, et japansk bad, opvarmet til 40 grader med brændeovn – en uforglemmelig oplevelse alene eller som par!
Loire Valley Lodges i Loiredalen
Godt gemt mellem høje træer, i hjertet af en skov i Touraine i Loiredalen og ikke langt fra byen Tours og regionens mange smukke slotte, ligger Loire Valley Lodges. Stedet består af 18 træhytter på 4 meter høje pæle i øjenhøjde med trækronerne. Et stort renoveret bondehus benyttes som fællesareal med adgang til en bar, en restaurant og et bibliotek. Der er også mulighed for at deltage i yoga sessioner.
Hytterne er udelukkende bygget i træ og er opført med store vinduspartier for at udnytte lyset mellem træerne og få udsigt til den omliggende skov. Hver træhytte har også en terasse med et spabad.
Trænger man til massage giver massøren behandling i egen træhytte!
Skaberen bag hotellet Anne-Caroline Frey har arbejdet med kunst i mange år og derfor er Loire Valley Lodges vært for forskellige kunstudstillinger, der opørers mellem træerne.
L’Ostalas i Tarn
Oprindeligt var Brigitte og Francois på jagt efter et nyt hjem til deres store sammenbragte familie, men det var kærlighed ved første blik, da de besøgte Domaine L’Ostalas, en tidligere økologisk gård ved foden af Quercy i byen Tarn og som i dag er et bæredygtigt hotel med velvære og naturen som omdrejningspunkt. Stedet er skabt som et pusterum fra hverdagens trummerum, hvor man kan tage sig tiden til at slappe af og blot lytte til naturens stemmer.
Hotellet har otte (snart 12) værelser og er forbeholdt voksne over 16 år. Gæster tilbydes tre gratis wellnessaktiviteter bl.a. yoga, Tui Shou (en variant af Taï Chi Chuan), sofrologi (en dynaisk afspæningsmetode), Qi Jong eller gåture i skoven.
I køkkenet har Francois ladet sig inspirere af Ayurdeva, en ældgamle tradition fra hinduismen og serverer vegetariske og økologiske retter. Et besøg hos L’Ostalas er et ophold i velværets tegn.
Instants d’Absolu i Auvergne
Kan man puste nyt liv i naturen omkring en tilsølet sø og dens økosystem i 1150 meters højde i Cantal, der ligger i regionen Auvergne-Rhône-Alpes ? Den udfordring tog Laurence Costa op med sin partner, da de flyttede fra Alperne til den regionale naturpark Auvergnes vulkaner. Fortryllet af områdets dyrebare økosystem, har de forsøgt at stable et projekt på benene, som beskytter og har respekt for miljøet og naturen.
Instants d’Aboslu har 12 værelser (inkl. en suite og en juniorsuite) og spa midt i den vilde natur, og tilbyder en række aktiviteter: reikihealing, kunstterapi samt læsning og fortolkning af konstellationer.
Som gæst kan man selv skræddersy sit drømmeophold. Snart vil man også kunne spise på hotellet, hvor menuen bl.a. står på grønt fra eget drivhus. Spa’en er også blevet opgraderet med et lysterapibad – en magisk oplevelse uden sidestykke.
Les Echasses mellem fyrretræerne i Landes-skoven
Et stenkast fra Baskerlandets brede strande, midt i Landes-skoven mellem fyrretræerne ligger Les Echasses, et enestående og bæredygtigt hotel, som er bygget omkring et større vandområde. Hotellet har syv træhytter på 50 kvm., der står på pæle i vandkanten. Her kan man nyde stille aftener ved brændeovnen eller lytte til skovens dybe ro i en gyngestol fra hytternes private terrasse.
Menuen består udelukkende af lokale råvarer og produkter, frugt og grønt fra stedets køkkenhave og frugtplantagen i Les Echasses samt naturvine fra Aquitaine, der serveres som aperitif i restauranten eller på egen terrasse. Den bedste måde at afslutte en berigende dag på, er under åben himmel i et opvarmet vildmarksbad med udsigt til søen.
La Grée des Landes i Bretagne
Yves Rocher er langt fra et ukendt navn i landsbyen La Gacilly, der ligger i hjertet af Morbihan-departementet. Manden bag det verdensberømte franske kosmetikmærke, under samme navn, er nemlig født her. I dag er virksomheden videreført af Yves Rochers søn Jacques, og navn og mærke har derfor stadig stærke rødder i La Gacilly.
I 2009 gav Jacques Rocher liv til sin fars store drøm: et bæredygtigt hotel, bygget i harmoni med omgivelserne. La Grée des Landes har 33 værelser, inkl. tre suiter og en træhytte, og er præget af naturen omkring hotellet med grønne tage, genbrug af regnvand, fuglehuse til flagermus, alt sammen for at minimere stedets miljømæssige påvirkning på naturen.
Den omkringliggende natur er ikke den eneste grund til at besøge La Grée des Landes, men også for at opleve Yves Rochers spa, som byder på en indendørs swimmingpool, pool med udsigt til den nærliggende slette, en botanisk have og stierne langs det vilde paradis Marais de Glénac. Det anbefales også at udforske de 10 hektar hede og skov til fods.
Gourmetrestauranten serverer smagfulde vegetariske retter lavet på lokale og økologiske råvarer.
Læs også 11 magiske trækøjer i de franske skove og 6 sanselige oplevelser i det franske vinland.
Yderligere information:
Af Caroline Revol-Maurel
Journalist, der brænder for vildmark, rejser og rock. Jeg skriver lige gerne om skæggegribbe som Lou Reed. Ofte ledsaget af to små piger med en skarp kritisk sans.