Stejle skrænter, karakteristiske landsbyer, havets vilde brus og bjergenes majestætiske silhuet. Baskerlandets kyststrækning er umådelig smuk og kan opleves til fods fra Bidart til Hendaye. Tag med til syv fantastiske udsigtspunkter på langs kysten.
Chapelle Sainte-Madeleine i Bidart
Gangstien langs Baskerlands kyst starter midt på Erretegia-stranden ved Bidart og ender ved Hendaye, 25 kilometer længere nede af kysten. Man kan opleve den på flere forskellige måder, men det anbefales at gå mod Hendaye for at få udsigten til bjergene med. Første smukke udkigspunkt er ved kapellet Sainte-Madeleine, som i 1820 blev anlagt på toppen af en høj skrænt. Når man har set det smukke kapel, der dominerer den basiske kyst, går turen tilbage til stranden i Bidart.
Chapelle Saint-Joseph i Bidart
Ikke langt fra Sainte-Madeleine kapellet troner dette andet kapel ud over det berømte surf-spot Parlementia. På dage med høje bølger får man virkelig naturens kræfter helt ind under huden! Hvis man vil vide mere om, hvordan Atlanterhavets bølger opstår, får man på de opsatte tavler langs stranden masser af information.
Port de Guéthary
Langs ruten når man til den billedskønne havn Guéthary, hvor man kan gøre holdt for at se surferne boltre sig i bølgerne. I højsæsonen kan man også nyde udsigten over Atlanterhavet fra en af cafeerne eller restauranterne.
Pointe Sainte-Barbe i Saint-Jean-de-Luz
Efter at have passeret de smukke strande Lafitenia og Erromardie, hvor førstnævnte er kendt som et godt surfsted, går turen videre til udsigtspunktet Sainte-Barbe og dets kapel af samme navn. Herfra er udsigten til bugten og landsbyen Sainte-Jean-de-Luz helt utrolig. På den anden side af bugten aner man fortet Socoa.
Corniche basque
Majestætiske skrænter strækker sig ud mellem Saint-Jean-de-Luz og Hendaye. Denne del af strækningen kaldes Corniche basque og er en af de smukkeste langs kysten. Fra vejen kan både kørende og gående opleve en fantastisk udsigt over bjergene, Atlanterhavet og de små bugter der ligger nedenfor. Lidt brugbar info: Hvert år i slutningen af september omdannes denne del af vejen til bilfri zone i anledningen af de lokale festligheder Fête de la Corniche.
Domaine og château d’Abbadia, Hendaye
Tæt på Hendaye krydser man det majestætiske område Abbadia, hvor stien bugter sig hen over de grønne enge. På vejen inviterer flere udsigtspunkter sine besøgende til at beundre kysten, havet og de små bugter. Man kan også skimte det nygotiske slot Château d’Abbadia som blev opført i 1800-tallet. Turen fortsætter, og snart dukker Hendaye-bugten op med sine to store tvillingeklipper, der som følge af erosion har revet sig løs af klippeformationen – efter sigende varer det ikke længe, før endnu en klippe falder i havet og tvillinger bliver til trillinger…
Hendaye-stranden
Kyststien slutter med fødderne i sandet, og på Hendaye-stranden ser man havet og tvillingeklipperne fra et nyt perspektiv…
For yderligere information:
Af Aurélie Michel