Biarritz-Baskerlandet: Tag med til stribernes land

Striber fra Biarritz-Baskerlandet

Biarritz - BaskerlandetKunsthåndværk og shopping

De stribede tekstiler er uundgåelige i Baskerlandet.
© Tissage de Luz - De stribede tekstiler er uundgåelige i Baskerlandet.

Læsetid: 0 minUdgivet den 8 januar 2020, opdateret den 27 oktober 2020

Baskerlandets striber er mindst lige så ikoniske som dengang i 1800-tallet, da elegante herrer og fruer ikke kunne få nok af dem. Fra Saint-Jean-de-Luz til Espelette skaber tekstilhusene striber i alle regnbuens farver! Men hvor får man Baskerlandets smukkeste metervare? Hermed fem 100% franske tekstilmærker at fylde i kufferten, næste gang turen går til Baskerlandet!

Ona Tiss: Tilbage til rødderne

Ona Tiss tekstiler fra Baskerlandet.
© Ona Tiss - Ona Tiss tekstiler fra Baskerlandet.

På baskisk betyder ”ona tiss” ”bon tissage” eller på dansk ”gode vævninger” hvilket smukt indrammer Ona Tiss’ 70 år lange tradition med at videreføre husets sans for kvalitet og præcision.

Vil man have hele historien kan et besøg på Saint-Palais’ atelier anbefales, for her får man virkelig fornemmelsen af tekstilernes rødder i Baskerlandets terroir. Oprindeligt var de stribede tekstilers funktion at beskytte okserne, og den hør de blev lavet af, dyrkede bønderne selv.

I dag er hørfibrene skiftet ud med bomuld og de traditionelle røde og grønne farver er blevet et symbol på Baskerlandet. I dag har Ona Tiss udvidet sortimentet og råder over et imponerende antal spoler! Oplev dem i Saint-Palais og i butikken beliggende i Saint-Jean-de-Lux.

Besøg Ona Tiss (link på fransk)

Lartigue 1910: Midt i en levende kulturarv

Lartigue-tekstiler fra Baskerlandet
© Lartigue 1910 - Lartigue-tekstiler fra Baskerlandet

Væversker og syersker. Hos Lartigues atelier i Ascain og Bidos løftes sløret for det ældgamle håndværk og alle arbejdsprocesserne, der går forud for det færdige produkt. Et besøg hos Lartigue 1910 giver også indblik i, hvorfor de baskiske tekstiler er så robuste. Et 180 meter bredt stykke stof kræver 5.500 tråde… det er svært at fatte, hvor mange antal spoler der er blevet brugt siden fabrikken første gang så dagens lys i 1910!

Næst efter espadriller fra Lartigue 1910 har firmaets striber gjort sig bemærket som både vintage-fortolkninger og nyt design. De sidste nye bordtekstiler kan købes i butikkerne i Biarritz, Saint-Jean-de-Lux og Espelette samt i atelier-butikkerne som ligger i Ascain og Bidos.

Besøg Lartigue 1910

Tissage Moutet: Forførende gulv- og karklude

Dug designet af Cécile de Lagerie for Tissage Moutet.
© Sophie François-Mulhens - Dug designet af Cécile de Lagerie for Tissage Moutet.

I 2019 kunne Tissage Moutet fejre sine 100 år med fransk håndværksvævning, og i den forbindelse fik kreationerne nyt liv! Designerne dykkede ned i Béarn-firmaets arkiver for endnu en gang at slå fast, at selv gulv- og karklude kan være ”forførende”.

Kludene er både farverige, kunstneriske og sjove hvilket designet ”Miro brodé” lavet til Grand Palais i Paris er et rigtig godt eksempel på. Og Miro brodé har også været inspirationskilden til en hel produktserie af servietter, duge, forklæder, gardiner og badeforhæng. Hvis ikke turen går forbi fabriksbutikken i Orthez, kan man lægge vejen forbi Ducru-butikkerne i Saint-Jean-de-Luz og Café Ramuntcho i Bayonne.

Besøg Tissage Moutet

Tissage de Luz: Over 50 nuancer fra Baskerlandet

Tekstiler fra Tissage de Luz
© Tissage de Luz - Tekstiler fra Tissage de Luz

I Espelette har den lokale chilifrugts farve fået lov til at bestemme indfarvningen. Men firmaet Tissage de Luz har flere nuancer i posen. I forbindelse med sin seneste kollektion har det historiske hus nemlig fundet inspiration i Baskerlandets rige farvepalet: Marine, grå og grøn, koksgrå som Miramar-stranden i Biarritz, grøn som Chiberta grantræer og blå som surferparadiset i Bidart.

Fem generationer senere er tekstilerne, som blev lavet til at ”holde i 100 år”, blevet til en forretning der producerer over 50 tons tekstiler til borde, tasker, tæpper, sengetæpper og puder. Gå på indkøb ved siden af Espelettes konfektionsatelier eller hos forretningerne i Bayonne, Saint-Jean-de-Luz og snart i Biarritz.

Besøg Tissage de Luz

Artiga: ”Made in chez nous”

Farverige tekstiler fra Artiga
© Artiga - Farverige tekstiler fra Artiga

Artigas slogan er ”made in chez nous” og virksomheden har lige fejret sin 20-års fødselsdag! Det unge mærke holder til i departementet Landes, hvorfra de baskiske metervare sælges til hele verden og af fingersnilde syersker transformeres til dekorative vidundere.

For de kunder, der vil have deres helt eget design er Artiga også stedet at gå til, for her kan man bestille sit helt eget, personlige metermål. Man kan naturligvis også finde sin favorit blandt de 6.000 forskellige modeller, der får nyt look hver sæson og med farverige striber lyser op i det grå og triste vintervejr. Uanset årstid er Artigas tekstiler nemlig klædt i forårets farver! Find tekstilerne til bordet, huset eller endda som paraplyer følgende steder i Baskerlandet: Bayonne, Biarritz, Espelette og Saint-Jean-de-Luz.

Besøg Artiga

Af Anne-Claire Delorme

Rejsende journalist

Se mere