Bordeaux: Kultur for enhver smag

Kulturanbefalinger til Bordeaux

BordeauxKulturarv

Moderne kunst mødes i 1700-tals ejendommen på Institut Culturel Bernard Magrez i Bordeaux.
© ICBM - Moderne kunst mødes i 1700-tals ejendommen på Institut Culturel Bernard Magrez i Bordeaux.

Læsetid: 0 minUdgivet den 30 juni 2019, opdateret den 24 november 2023

Med over 350 bygninger, der er klassificeret eller listet som historiske monumenter, er Bordeaux anerkendt af Unesco for sin urbane bygningsarv. Man kan møde kunsten og kulturen på hvert et gadehjørne samt i nogle af byens smukke og store museer bl.a. Muséum, der i foråret 2019 genåbnede sine døre. Læs med og mød kulturen otte forskellige steder i Bordeaux!

Naturhistorie i nye klæder

En del af samlingen på Bordeauxs naturhistoriske museum.
© F. Deval - En del af samlingen på Bordeauxs naturhistoriske museum.

I loftet hænger et to tons tungt skelet af en blåhval, og dette er bare et af Muséum d’histoire naturelle de Bordeaux spektakulære installationer. Museet genåbnede d. 30. marts i år (2019), og 3.500 forskellige arter er udstillet i de nye omgivelser, som er blevet større og drager fordel af en ny og interaktiv iscenesættelse. Således kan man flere gange om dagen opleve et multimedieshow folde sig ud i museets store galleri, som vækker dyrene til live i deres naturlige elementer. Afdelingen Le Musée des tout-petits er dedikeret til børn under seks år, som her kan lære om dyrerigets unger. Muséum de Bordeaux

Ud over horisonten på Søfartsmuseet

Søfartsmuseet i kvarteret Bassins à Flot i Bordeaux.
© Michel Dubau - Søfartsmuseet i kvarteret Bassins à Flot i Bordeaux.

Dette store hvide ”fartøj” ligger i hjertet af Bordeauxs dynamiske kvarter Bassins à Flot og huser byens maritime museum, der i efteråret 2018 åbnede med sin første midlertidige udstilling. På 6.000 kvadratmeter tager museet den fascinerende historie mellem havet og mennesket under lup. Gennem dynamisk scenografi, kunstværker, kort, marineobjekter og skibsmodeller fra alle tidsaldre tager museet sine besøgende med ”ud over horistonen”. Musée Mer Marine Bordeaux

Eklektisk kunstsamling på Institut Culturel Bernard Magrez

Kunstmuseet Institut Culturel Bernard Magrez i Bordeaux.
© ICBM - Kunstmuseet Institut Culturel Bernard Magrez i Bordeaux.

En ”manifique” herskabsvilla fra 1700-tallet med elegante franske haver danner den perfekte ramme for Institut Culturel Bernard Magrezs selektive samling af moderne og samtidige værker. Med sin blanding af offentlige og private samlinger, samt støtte fra ejendommens indehaver, ønolog og kunstelsker Bernard Magrez, er Institut Culturel Bernard Magrez et sted, man ikke må gå glip af i Bordeaux. Bernard Magrez Institut Culturel

Træd ind på Grand Théâtre

Hallen på Grand Théâtre de Bordeaux.
© Sophie Duboscq - Hallen på Grand Théâtre de Bordeaux.

Et af Bordeauxs største tilløbsstykker er operaen Grand Théâtre, der blev opført i 1780 og er kendt som en af verdens smukkeste. Man imponeres ikke mindst af operaens exceptionelle akustik, den korintiske søljeorden der pryder facaden, den store trappe, der inspirerede Charles Garnier til Opéra i Paris samt den fantastiske lysekrone i bohemia crystal. En rundvisning er utrolig spændende, især hvis den foregår samtidig med, at der øves opera på den store scene. Grand Théâtre

På den underjordiske base

Den gamle ubådshal i Bordeaux
© Culturespaces / Cutback - Den gamle ubådshal i Bordeaux

Rå beton, stål, vand, halvmørke, en historie og… kunst! I kvarteret Bassins à Flots ligger den gigantiske bunker Base sous-marine, som tyskerne byggede under 2.verdenskrig for at huse deres ubåde. Det er næsten som at være udenfor tid og rum på dette sted, som er opdelt i 11 celler, der forbindes af en passage. Undergrundsstemningen danner ramme for udstillinger, koncerter og forestillinger. Læs også om Bassins de Lumières her.

Base sous-marine

Tilbage til fortiden på kunstindustrimuseet

Kunstindustrimuseet i Bordeaux
© Sara Soulignac - Kunstindustrimuseet i Bordeaux

Musée des Arts décoratifs et du Design de Bordeaux ligger i hjertet af herskabsvillaen hôtel de Lalande og giver med sine gamle møbler og dekorative genstande følelsen af det aristokratisk 1700-tals hjem, som hôtel de Lalande engang var. Men moderne design har også noget at skulle have sagt på museet, og udstillingen er en spændende og eksplosiv blanding af stilarter, på en adresse der er klassificeret som historisk monument. Musée des Arts décoratifs et du Design de Bordeaux

Kunstlageret CAPC

CAPC er Bordeauxs museum for moderne kunst.
© TS-mairie de Bordeaux - CAPC er Bordeauxs museum for moderne kunst.

I over et århundrede opbevarede man varer fra kolonierne som kakao, kaffe, sukker, rom, vanilje, nelliker og moskus i denne store hal, men i de sidste 40 år har de runde sale og lange gallerier huset moderne kunst. Samlingen på Musée d’art contemporain de Bordeaux (CAPC)s er en af Frankrigs rigeste og rummer 1.300 værker af 190 kunstnere. Et besøg på dette exceptionelle sted er en enestående mulighed for at dykke ned i et halvt århundredes kunstnerisk skabertrang. CAPC Bordeaux

Passion for malerkunsten

Le Musée des Beaux-Arts i Bordeaux.
© Sophie Duboscq - Le Musée des Beaux-Arts i Bordeaux.

Museet Musée des Beaux-Arts huser alverdens skønhed i en af slotefløjene på Palais Rohan. Fra Titien til Picasso, videre til Delacroix, Rubens, Matisse, Renoir, Velasquez og Rosa Bonheur fra Bordeaux. Omkring 330 værker, malerier og skulpturer smelter sammen i en nytænkende, levende og pædagogisk opsætning.
Musée des Beaux-Arts de Bordeaux

Af Pascale Filliâtre

Rejsende journalist. Jeg er ofte rejst langt væk for at finde, det Frankrig har at byde på… lige i nærheden. filliatre.pascale@orange.fr

Se mere