Lyon: 8 steder der lyser op, når mørket falder på

Lyons smukke aftenlys

LyonUnderholdning og natteliv Kulturarv

Aftenudsigt til Lyons berømte basilika Notre-Dame de Fourvière
© Adobe Stock/Rochagneux - Aftenudsigt til Lyons berømte basilika Notre-Dame de Fourvière

Læsetid: 0 minUdgivet den 13 februar 2019

Så snart solen går ned, lyser byen op. For ca. 30 år siden indførte man i den sydøst franske by, Lyon, en belysningsplan med en ambition om at skabe et oplyst natlandskab. Planen blev fornyet i 2018, og i dag er omkring 350 af Lyons monumenter og bygninger oplyste om natten. Oplev bl.a. Place des Jacobins, den berømte basilika Notre-Dame de Fourvière eller Grand Hôtel-Dieu i helt nyt lys.

Notre-Dame de Fourvière

Adobe Stock/Marylène
© Adobe Stock/Marylène

Basilikaen Notre-Dame de Fourvière har ligget på bakken af samme navn og våget over Lyon siden det 19. århundrede. Faktisk er det basilikaens indvielse, der ligger til grund for den berømte lysfestival, Fête des Lumières, der lyser Lyon op hvert år i december. Resten af året er den berømte basilika, hvis silhuet er blevet byens vartegn, belyst med forskellige farvenuancer, der skifter intensitet fra den ene bygningsdel til den anden, og tilsammen skaber en næsten eventyragtig stråleglans.

Besøg fourviere.org (link på fransk)

Place des Jacobins

Constance Dive
© Constance Dive

I Lyon kan man ikke sige place uden også at sige springvand, og Place des Jacobins er uden tvivl byens smukkeste. Allerede i dagslys er det hvide marmorspringvand, som er skabt af Gaspard André, virkelig smukt. Og når mørket falder på, bliver det kun endnu smukkere. Springvandet bliver oplyst af et lysspil, der som en duet mellem vand og sten fremhæver de fire statuer af berømte kunstnere fra Lyon.

Langs floderne Saône og Rhône

Adobe Stock/Jackzc
© Adobe Stock/Jackzc

Lyon kan prale af at være gennemstrømmet af hele to floder, nemlig Rhône og Saône, der former en halvø i hjertet af byen. De mange forskellige broer og gangbroer, der går over floderne, er perfekte steder at nyde udsigten over byen, og kajerne indbyder til hyggelige spadsereture både om dagen og om aftenen. Når mørket falder på, oplyses de to floder i hver sin farve. Rhônen, der har sit udspring i en gletsjer, belyses af hvidt lys og Saône-floden, som har sit udspring i Lorraine i Nordfrankrig, bliver klædt i gult lys.

Justitspalæet

Constance Dive
© Constance Dive

Palais de Justice, som er tegnet af arkitekten Louis-Pierre Baltard, var en af de første bygninger i Lyon, der fik aftenbelysning. De 24 korintiske søjler, der udgør den nyklassicistiske facade, bliver oplyst af en storslået lysudsmykning. Hver aften er der tre forskellige lystableauer. Justitspalæet er lige så majestætisk indenfor, hvor der er 17 meter op til loftshvælvingerne i den 625 m² store forhal. Det er virkelig et imponerende syn!

Operaen i Lyon

Opéra Nationale ligger lige overfor rådhuset, mellem de to floder Rhône og Saône, og er med sit karakteristiske, cylinderformede glastag ikke til at overse. Det enorme glastag danner kontrast til den historiske facade fra 1821, der som den eneste originale bygningsdel blev bevaret, da den verdensberømte arkitekt Jean Nouvel stod for en totalrenovering af bygningen i starten af 1990’erne. Operaen er endnu mere bemærkelsesværdig, når mørket er faldet på, og forestillingerne begynder. Som en reference til teaterverdenens røde velourtæpper lyser kuplen og facadens otte musefigurer op, når mørket falder på.

Besøg www.opera-lyon.com (link på fransk)

Théâtre des Célestins

Adobe Stock/Mihai-Bogdan Lazar
© Adobe Stock/Mihai-Bogdan Lazar

Denne bygning fra det 19. århundrede er opkaldt efter et kloster, hvor der gennem næsten tre århundreder boede munke af Célestin-ordenen. I 1792 overgav klosteret pladsen til Théâtre des Variétés. Men vi skal helt frem til slutningen af 1800-tallet, før teatret indtog sin nuværende form med en sal i italiensk stil, skabt af Lyon-arkitekten Gaspard André der også er kendt for springvandet på Place de Jacobins. Théâtre des Célestins er i dag et must at se under lysfestivalen Fête des Lumières.

Besøg www. theatre-des-celestins.com

Grand Hôtel-Dieu

Brice Robert
© Brice Robert

Tilbage i middelalderen var Grand Hôtel Dieu et hospital, hvor den franske renæssanceforfatter og munk François Rabelais bl.a. var ansat i en periode. I 2015 gennemgik bygningen en kæmpe rekonstruktion og blev forvandlet til et centrum for mad og livsstil. Mens butikker og restauranter allerede har gjort deres indtog, venter vi nu i 2019 spændt på åbningen af et femstjernet InterContinental-hotel og Cité de la Gastronomie, som bliver dedikeret til gastronomi og madkultur. Indtil da kan vi beundre bygningens 325 meter brede facade og den store kuppel, som er tegnet af arkitekten Germain Soufflot, der også er kendt for en anden pragtpræstation: Pantheon i Paris.

Besøg www.grand-hotel-dieu.com

Parc de Gerland

Constance Dive
© Constance Dive

Parken Parc de Gerland ligger langs Rhônen på et tidligere industriområde. Om dagen kan man slappe af i græsset eller gå en tur. Når mørket falder på, bliver parken forvandlet til en helt utrolig have, når beplantningen fremhæves af en belysning i flere farver akkompagneret af en lydinstallation. Dette drømmelignende univers kan opleves, fra det bliver mørkt og frem til kl. 22.

Besøg www.lyon.fr/parc-de-gerland

For yderligere information:

Forbered din rejse til Lyon

Af Constance Dive