Pastis er den ukronede dronningedrik af Provence og symbolet på den sydfranske ”art de vivre” – også selvom den bør indtages i moderate mængder. Men hvad kender du til Sydfrankrigs ikoniske drik? Her løfter vi sløret for alt det, du skal vide!
Pastis: ”kult” drikken fra Sydfrankrig
Hvert sted har sine egne stolte traditioner, og Provence er ingen undtagelse. Her er en siesta efter frokosten til cikadernes sang obligatorisk på lige fod med et slag petanque på Place des Lices i Saint-Tropez, en gåtur på det lokale marked eller et hvil på en fortovscafe, hvor der serveres pastis.
Den ”lille gule”
… er pastis-drikkens kælenavn der får sin kulør fra et gult farvestof. Pastis fås dog også i farvevarianterne blå og grøn.
Absintens ”kusine”
Pastis kan bryste sig af sine ligheder med absint, nemlig ingredienserne grøn anis og fennikel. Kunstnere som Toulouse-Lautrec (1864-1901) og Paul Verlaine (1844-1896) havde ”den grønne fe” meget kær, men i 1915 gjorde man absint forbudt, idet folk blev skøre af drikken! I 1922 var pastis klar til at tage over for absinten. Det var tilladt at servere drikken baseret på anis, fennikel eller lakrids ved en maksimum alkoholprocent på 30.
Opfinderen Paul Ricard
Paul Ricard var manden, der efter absinten blev forbudt, stod klar til at erstatte den med en ny, spændende drik inspireret af sin forbudte slægtning. Som 23-årig præsenterer han pastis, der baserer sig på drømmen om Sydfrankrig og den provencalske livsstil ”art de vivre”. Året var 1932 og Richard, der var søn af en vinhandler fra Marseille, opkaldt drikken efter sig selv: snart var sloganet ”Richard, le vrai pastis de Marseille” (”Richard, den ægte pastis fra Marseille” red.) født. Succesen var i hus, og den nye drik indfandt sig hurtigt på samtlige borde i Frankrig, men man måtte vente til 1938 før den pastis vi kender i dag, med en alkoholprocent på 45, blev tilladt. Anden Verdenskrig medførte endnu en regulering, for i perioden fra 1940-1949 var det umuligt at sælge og forbruge alkohol på over 16 procent.
Den historiske ingrediens anis
15 århundreder før vor tidsregning havde romerne allerede opdaget anis’ gode egenskaber, som man mente kunne hjælpe på tænder og tandkød samt hjertesygdomme. Ifølge sagn troede romerne, at den bærende ingrediens i pastis også æggede appetitten! I dag optræder anis som hovedingrediens i helbredende drikke, og man har derved holdt fast i dens gode effekter på fordøjelsen.
Et navn med en rig oprindelse
Ordet ”pastis” stammer fra to forskellige termer: det første ”pâtisson” har provencalske rødder, mens det andet ”pasticchio” er af italiensk afstamning. Begge ord betyder noget i retning af ”blanding” og opsummerer derved på smukkeste vis pastis!
Af Sandy Pérolle