Sommer og sol på Korsika: 7 forfriskende udflugter

27 grader fra morgenstunden

KorsikaNatur og udendørs aktiviteter

Et smukt øjeblik på Korsika: Solen står op over bjergene Aiguilles de Bavella.
© Infografick - Getty Images - Et smukt øjeblik på Korsika: Solen står op over bjergene Aiguilles de Bavella.

Læsetid: 0 minUdgivet den 16 januar 2019, opdateret den 11 marts 2024

Sommeren på Korsika er kendt for sin dejlige varme. Solens stråler brænder igennem, og det krystalklare vand når helt op på 28 grader. Øen rummer dog også masser af muligheder for at lave andre ting, når solen står højest. Her er syv forslag.

1. Tag en dukkert i havets naturreservater

Du kan springe ud i bølgerne overalt på øen. Eller endnu bedre, gå på opdagelse i det forunderlige liv under havets overflade gennem fridykning eller dykning med iltflasker i et af øens mange havreservater som f.eks. Cerbicales- og Lavezzi-øerne eller øgrupperne Finocchiarlo, Scandola eller Bonifaccio.

2. Smag de forfriskende frugter

Korsika er leveringsdygtig i masser af lokale sommerfrugter, der smager fantastisk, og som samtidig er en kærkommen forfriskning. Vælg mellem lækre ferskner, nektariner, abrikoser, friske figner, svesker, druer eller kirsebær.

3. På tur langs vandløbene

Korsika er spækket med bække, åer og floder, som visse steder kan krydses til hest eller bruges til en forfriskende badetur. Her er der ikke så mange mennesker som på stranden, og overalt på øen ligger de bare og venter på dem, der trænger til ro og afkøling.

4. Søg ly i kirkerne

Korsika rummer masser af religiøse bygninger, som er et tydeligt bevis på indbyggernes religiøse lidenskab: kirker, klostre, bedehuse og kapeller. Alene i de 18 kommuner på halvøen Cap Corse finder man ikke færre end 150 kapeller - på Korsika er der god mulighed for at samle tankerne...og finde kølig skygge.

5. Find skygge under træerne i skoven

Mange oplevelser venter i hjertet af Korsikas storslåede skove. Hvad enten du kommer for en lille spadsetur, for at studere naturen eller som erfaren vandrer, åbner skoven sig op og giver behagelig skygge om sommeren. Bonifatu, Ospedale, Piana - der er masser af skove at vælge imellem.

6. Tag et hvil i en hyrdehytte

Hyrdehytterne er en vigtig del af den korsikanske kulturarv. De findes i alle afskygninger, fra de meget primitive til de overdådige og luksuriøse. Hvad enten man kommer for et enkelt måltid eller bliver og overnatter, så vil man altid finde ly for solen i de gamle stenbygninger.

7. Sejl ud i solnedgangen

Når roen falder over de lettilgængelige strande, er der intet bedre end at stå på paddleboard i det blikstille vand i solnedgangens lys. Luften er mild, himlen står i flammer, og man glider roligt hen over vandet på sit bræt i aftenstemningen. Det er vidunderligt!

Af Virginie Dennemont