Du tror måske, du kender Bretagne. Men med disse fem mindre kendte steder, som du kan besøge med familien, vil vi vædde på, at du vil (gen)se regionen med helt nye øjne. Mellem myter og sagn, de fineste sandstrande og hemmelige øer, er der grobund for vidunderlige minder for både store og små her i det hemmelige Bretagne.
En dal befolket af statuer
Vallée des Saints (helgenes dal) er den bretonske «Påskeø», som er en hyldest til de helgener, der grundlagde Bretagne.
Det er på en gang et historisk sted, et legendernes land og også ophavssted for nogle utrolige, kolossale skulpturer. Her kan I se over ti gigantiske granitskulpturer, der er 3-4 meter høje.
Philippe Abjean, som er ophavsmanden til dette lidt skøre projekt, vil hylde de munke, der kom fra Irland, Wales og Cornwall for at missionere i Bretagne. Hvert år kommer der flere skulpturer til, og om et halvt århundrede vil der være tusind statuer! Landskaberne, der omgiver statuerne, er lige så opsigtsvækkende og vil fascinere hele familien. I dalen er der et gallisk springvand nedenfor et smukt kapel, og vandet siges at have en helbredende effekt på dyr. Det er virkelig et særligt sted, som skal opleves med egne øjne.
Leg Robinson på øen Milliau
Er I på udkig efter en oplevelse ud over det sædvanlige for de små eventyrlystne? Ved den lyserøde granitkyst, Côte de Granit Rose, kan I bevæge jer ud på øen Milliau til fods, når der er lavvande. I skal vandre omkring hundrede meter, klatre over nogle klipper, og voilà, så er I på halvøen. Når tidevandet stiger, bevæger vandretursfolket sig ind mod fastlandet, og I er nu alene i verden. Når I har sået jer ned på en gammel bondegård fra det 16. århundrede, har I frit lejde til at kigge jer omkring på øen, bade og bare lave ingenting. I har 23 hektarer af frihed for jeres fødder. En rejse, hvor tiden står stille, blot 10 minutters gang fra fastlandet, og et eventyr i bedste Robinson-stil, som børnene sent vil glemme!
På eventyr mellem gigantiske stenformationer
Tag på familieeventyr i Huelgoat-skoven, som er ophavssted til talrige keltiske sagn og har været inspiration til adskillige fortællinger med sine mosklædte kæmpesten, der danner den ene fantastiske formation efter den anden. Børnene vil sikkert få øje på en stor gryde, en suppeske og en gaffel, som ifølge sagnet er skabt af Gargantua. Her i det «bretonske Fontainebleau» udspringer en masse sagn og historier, som børnene vil finde spændende, og her er steder med mystiske navne, der refererer til Kong Arthur, djævlen og Jomfru Maria. Det er et must at se møllen, Argent-floden, Djævle-grotten og Camp d’Artus.
Bad i en hemmelig bugt
Krystalklart vand og hvidt sand. Rospico-bugten gemmer sig mellem Nevez-klipperne og er et sandt bretonsk paradis, der ligger i den sydlige del af departementet Finistère. Her vil børnene elske at pjaske rundt i de lave vandbassiner, der kommer, når det er lavvande, mens de større – udstyret med dykkermaske og snorkel – kan udforske havbunden. Lad dog ikke udflugten stoppe her, men fortsæt ad vandreruten GR24, der fører jer til Raguenez-stranden, som kaldes «Tahiti» af de lokale.
Gå på jagt efter en kirke midt i skoven
Tag med familien til det grønne ”far west”, Le Faouët, som betyder bøgelund på bretonsk og ligger 40 kilometer fra Lorient. Her er masser af fortryllende steder, der er perfekte til en smuk vandretur. Og her ligger kirken Sainte-Barbe. Den er et arkitektonisk mirakel, der blev opført fra 1489 til 1512. Man kommer op ad en majestætisk stentrappe og får øje på kirkens hvælvinger og glasmosaik fra det 16. århundrede. Sainte-Barbe-kriken ligger isoleret midt inde i skoven, og det siges, at den beskytter sine besøgende mod uvejr og torden. I vil helt sikkert blive imponerede over dette sted med ægte eventyrstemning!
Af Redaktionen