De fem bedste fugleobservationssteder på Saint-Pierre og Miquelon

Øboerne består hovedsageligt af mange forskellige fuglearter, som har deres tilholdssted her mellem hav og land, sand og laguner, klipper og bakker. Der er blevet observeret over 300 forskellige trækfuglearter, både hav- og landfugle, herunder omtrent hundrede redebyggende arter. Hold kikkerten parat!

Den 12 km lange og tynde landtange, som forbinder øen Langlade (også kaldet Petite Miquelon) med Grande Miquelon, former et unikt landskab, hvor savannahspurve og bjerglærker boltrer sig frit mellem sandklitter og moselandskaber. Andre arter bygger også rede her, som f.eks. den amerikanske dværgryle, dobbeltbekkasinen, den amerikanske præstekrave og siden 1980'erne, den udrydningstruede kortnæbbede præstekrave, med de smukke, sandfarvede fjer.

Nogle hundrede meter fra kysten ligger naturparken Grand Colombier, et sandt fugleparadis. Denne lillebitte ø (kun 1,2 km lang) med sin lave vegetation, er hjemsted for en stor del af Saint Pierre og Miquelons trækfugle. Det er det eneste sted i øgruppen, hvor lunden bygger rede, og det eneste franske ynglested for den store stormsvale. Også lomvien og alken trives godt her. Og så kan man oven i købet være heldig at se pukkelhvaler, finhvaler og delfiner svømme forbi ude i havet.

Syd for Miquelon-øen er det vandplanterne i Grand Barachois-lagunen (9 km²) som tiltrækker alle typer svømmefugle. Her finder vi den sortbrune and, og fra efterår til forår kan vi også se den smukke hvinand og taffelanden. Ved lavvande, når det blågrå hav trækker sig tilbage, er det også et perfekt sted for at observere både gråsælen og den spættede sæl, som kommer her for at føde mellem slutningen af maj og starten af juni.

Cap Miquelon, så langt nordvest man kan komme, er det mest spektakulære sted i øgruppen. Ikke blot på grund af de forrevne klipper, hvor redebyggende måger ser ud over havet. Ved Cap du Nid à l'Aigle er det rovfuglefestival. Her har ornitologer observeret både hvidehovede jagtørne men også amerikanske spurvehøge og dværgfalke.

Den største ø i øgruppen (216 km²) er vild og næsten ubeboet med én eneste landsby! Derfor er det ikke så overraskende, at øens kyststrækning er tilholdssted for myriader af forskellige fuglearter. Om foråret må du ikke gå glip af ankomsten af tusindvis af edderfugle, store trækfugle, som er kendt for deres eftertragtede dun. De slår sig ned på vestkysten sammen med de gråstrubede lappedykkere. På østsiden af øen ligger Mirande-dammen, som er det foretrukne tilholdssted for den toppede skallesluger med det lille forpjuskede, sorte hoved.