En Touloulou løfter sløret for karnevalets mysterier

Inspiration

Fransk Guyana - AmazonasKulturarvUnderholdning og natteliv

Touloulouernes kostumer skal skjule hele kroppen og ansigtet.
© Jean-Emmanuel Hay - Touloulouernes kostumer skal skjule hele kroppen og ansigtet.

Læsetid: 0 minUdgivet den 21 januar 2018, opdateret den 20 november 2023

Hvert år fra januar til marts* er det karnevalssæson i Fransk Guyana. Og hvert år er de de smukkeste dansere! Hvem er de smukkeste? Touloulouerne selvfølgelig! Disse udklædte og maskerede kvinder, som ingen genkender, under de fantastiske og meget farverige kostumer. Hver lørdag aften fører de an på dansegulvene i Cayenne eller andre steder. Ghislaine er en af dem, og hun fortæller os alt om denne tradition i Guyana. Så er festen i gang!

Selv om du er fyldt 60 år, kan du stadigvæk godt være med til maske- og kostumebal udklædt som Touloulou. Hvornår begyndte denne tradition ved karnevalet i Guyana?

Jeg mener faktisk, at det begyndte det år, jeg blev født, i 1949, på et tidspunkt hvor der stadigvæk var mange spedalske i Fransk Guyana. Mødrene ville have, at deres døtre skulle danse og finde sig en kavaler, selvom de var mærket af sygdommen. Det er derfor disse meget elegante kostumer stadigvæk den dag i dag skjuler hele kroppen og ansigtet med hætter, parykker og masker. Det er kun øjnene, der er synlige. Selv stemmen er ændret. Og det er strengt forbudt afsløre sig selv!

Du som er skrædder og stadigvæk syr på bestilling og til udleje, kan du fortælle os, hvad disse kostumer består af?

Touloulouerne er karnevalets dronninger, og de skal være de smukkeste og have kostumer på, som minder om de flotte kjoler, damerne havde i det 18. og 19. århundrede. Jeg henter inspiration fra kataloger med brudekjoler. Det skal helst stråle og skinne så meget som muligt! Stofferne er farverige og skinnende, i bomuldssatin med masser af blonder. Før i tiden lagde man puder på maven og rundt om hofterne for at ændre silhuetten. Det gør man ikke mere i dag, men skørterne har stadigvæk 8 eller 9 lag, og vi har både strømpebukser og gammeldags dameunderbenklæder på. Det bliver meget varmt under skørtet, men vi har ikke lov til at vige fra traditionen.

“Det er dem, der vælger deres kavalerer og ikke omvendt. Og d’herrer må ikke sige nej!”

Hvilke ritualer følger med disse maske- og kostumeballer?

De finder sted hver lørdag i løbet af karnevalsperioden, fra kl. 22 til kl. 06 om morgenen, på dansestederne i de største byer i Fransk Guyana. De mest kendte dansesteder i Cayenne er Le Soleil Levant-Chez Nana, som i dag er en hel institution i byen, og Polina, hvor den yngre generation mødes. Der kan komme op til 2000-3000 personer her. Der er en "landsby" med boder i gården, og tribuner indenfor rundt om dansegulvet, hvor publikum kan sidde. Det er et helt show. Touloulouerne kommer ofte i grupper, går i optog, parader, lader sig beundre og fører dansen an, da det er dem, der vælger deres kavalerer og ikke omvendt. Og d'herrer må ikke sige nej!

Fortæl os lidt om dansene og musikken. Er de meget livlige?

Her er alle i godt humør! Både kendte og mindre kendte orkestre spiller op til bal. Chez Nana for eksempel, er det Victor Clet "Quéquette", som spiller med sin gruppe - Blue Stars. Her er stemningen høj og enkelte sange fortæller lokale historier, om ting der er sket i løbet af året, på en sjov måde. Og her er der nogle, der får én på hatten! Rytmen er vanvittig med mazurka, polka, biguine og vals, men altid hurtige og kraftige. Her svinger man sig hele natten, der er en afslappet tone og turister er hjerteligt velkomne. Men mellem os, så driller vi hinanden, vi prøver at gætte, hvem der er hvem, men vi lader ikke masken falde. Jeg elsker at danse sådan i timevis, smukt klædt ud og aldrig i det samme antræk fra den ene aften til den anden. Jeg vandt endda en præmie for nogle år siden for én af mine kostumer. Jeg glæder mig til, at sæsonen begynder!

  • I 2018 går karnevalsperioden fra den 17. januar til den 14. marts.

Gå et skridt videre:

Af Pascale Filliâtre

Rejsende journalist. Jeg er ofte rejst langt væk for at finde, det Frankrig har at byde på… lige i nærheden. filliatre.pascale@orange.fr

Se mere