Overnatning – her er vores guide til fem fede hostels

5 Hostels i Alperne

Alperne - Mont BlancNatur og udendørs aktiviteterBjerge

The People Hostel i Les 2 Alpes og Moontain Hostel i Oz-en-Oisans
© Christophe Boulair - ©Moontain hostels - The People Hostel i Les 2 Alpes og Moontain Hostel i Oz-en-Oisans

Læsetid: 0 minUdgivet den 30 oktober 2022, opdateret den 5 oktober 2022

Selvom det måske kan være svært tro, er det faktisk fuldt ud muligt at tage på skiferie uden at blive ruineret. Selv i højsæsonen. Gennem de seneste år har de største franske skisportssteder arbejdet på at gøre deres pister tilgængelige for flere. Resultatet er en ny hybrid overnatningsform, som er en blanding af et traditionelt hotel og et hostel med fokus på kvalitet til en pris, der er til at betale. Her får du fem bud på overnatningssteder i Alperne:

Hideout Hostel i Morzine Avoriaz

The Hideout, som er det eneste hostel, der ligger i centrum af Morzine, har et enkelt koncept. Her er en afslappende og hyggelig stemning, og man vælger en seng i enten dobbeltværelse, tresengsværelse eller sovesal fra 30 euro per nat, inklusiv morgenmad. Du får lave priser, men alligevel super service – her er en bar med et udvlag af lokale øl, en pop-up restaurant med et japansk strejf, madservice, wifi og endda privat parkering. Kort sagt er serviceniveauet på højde med hoteller af meget højere standard. Alt det får du kun fem minutters gang fra skiliften, TC Super Morzine, som er selve affyringsrampen til Portes du Soleil. Det her er det ultimative sted til en last-minute-rejse med vennerne.

The Hideout

Hôtel Base Camp Lodge i Bourg-Saint-Maurice-Les Arcs

Base Camp Lodge i Bourg-Saint-Maurice
© Manu Reeboz - Base Camp Lodge i Bourg-Saint-Maurice

Det her er et ægte fund for det lille budget. Base Camp Lodge ligger i en gammel militær kasserne i Bourg Saint Maurice. Den gamle baselejr, der har fået en make-over med cool interiør med et sjovt twist, byder på både værelser og senge i sovesal – ideelt både hvis man rejser alene, et par stykker eller flere venner sammen.

Stor thumbs up til dette minimalistiske koncept, der forener hygge og komfort til ultra-konkurrencedygtige priser: 22€ per nat, 31€ med morgenmad, eller 53€ med halvpension. Restaurantens menukort er såkaldt “locavore” med lokale råvarer som omdrejningspunkt. Her kan du fylde dig med lokale oste og charcuteri fra bjergområdet. Der er ingen pister i selve Bourg Saint Maurice, men kabelbanen ”Arcs Express” bringer jer effektivt op til skiområdet, Les Arcs 1600 på bare syv minutter. Hvor nemt kan det blive?

Base Camp Lodge

1861 Châtel Hostel i Châtel

1861 Châtel Hostel
© 1861 Châtel Hostel

1861 Châtel Hostel, som helt klart er inspireret af typiske backpacker-hoteller, ligger halvvejs mellem landsbyens centrum og skiliften. Afhængigt af antallet af rejsefæller, kan man vælge mellem et værelse med 4 eller 6 senge eller det såkaldte Boxroom med 14 private, cocoon-agtige køjesenge.

I højsæsonen skal I regne med 30€ per nat for en køjesengsplads, 6,5€ for morgenmad og 7€ for en madpakke. Om aftenen laver man sin egen mad i det fælles køkken, inden man slænger sig i TV-stuen eller går en tur på bar. Hvad angår ski, så har man skiområdet La Chapelle d'Abondance (23 pister), hvor man kan udnytte liftkortet, der gælder til hele Portes du Soleil, som er et af de største skiområder i verden. Intet mindre.

1861 Châtel Hostel

The People Hostel i Les 2 Alpes

The People Hostel - Les 2 Alpes
© Christophe Boulair - The People Hostel - Les 2 Alpes

The People Hostel i Les 2 Alpes er et eksempel på en ny generation af overnatningssteder, der kompromisløst har fokus på et ung klientel og på den gode stemning. Med 45 private værelser og 41 deleværelser (4, 6 og 8 personer), hvoraf nogle er forbeholdt kvinder, gør dette hostel sovesalsoplevelsen mere privat. Et andet stort plus ved stedet er deres Chill Out Room, som er et fælles rum på 140 m2 med et veludstyret køkken, spiseområde, mini-biograf og sofaer i massevis. Når man ankommer, får man et armbånd, der på ægte Sesam, Sesam luk dig op-manér kan låse ens værelse op. Man kan også lukke sit skiskab op med det og endda betale for en drink i baren. Mega praktisk. Derudover er der kun tilbage at præsentere skiområdet, nemlig Les 2 Alpes med sine 96 pister, 47 lifter og en gletsjer i 3600 meters højde med udsigt over Alperne og Mont-Blanc. Det er topklasse.

The People Hostel

Moontain Hostel i Oz-en-Oisans

Moontain Hostel
© Moontain Hostel

I Oz-en-Oisans i Isère ligger Moontain Hostel, som er fuldstændig med på den nye tendens med at indrette private sengepladser i større fællesrum, og de har gjort ekstra meget ud af designet. Her overnatter man simpelthen i en Moontain Bed, som er en slags alkove eller cocoon udstyret med en læselampe, et mørklægningsgardin, et almindeligt stik og et USB-stik. For 23€ per nat får man også et aflåst skab og et såkaldt cashless armbånd, som er tilsluttet wifi. Og det er ikke nødvendigt at proppe sin taske med konservesdåser hjemmefra – her er du sikret et godt boost af energi lige fra en solid og sund morgenmad til en raclette om aftenen, og du kan endda få en MoontyBox og holde picnic på pisterne. Og når det kommer til beliggenhed, så er Moontain Hostel placeret lige i hjertet af skisportsstedet med knap 300 meter til Alpette-skiliften. Perfekt hvis man trænger til en naturindsprøjtning.

Moontain Hostel

Yderligere information:

Af Redaktionen