Frankrig har været beboet i tusindvis af år og har derfor en stor rigdom af fortidsminder. Se renæssancemalernes værker i Loiredalen, oplev slagmarkerne fra de to verdenskrige, eller rejs ind i fremtiden!
Samler du på fossiler, og vil du vide mere om Cro Magnon-mennesket? De forhistoriske udgravninger har været i gang siden det 19. årh. og byder på en uforglemmelig rejse gennem tiden. Af de mest kendte kan nævnes Lascaux-grotten i Vézère-dalen i Dordogne (verdensarv) og Chauvet-Pont d’Arc i Ardèche, hvor man kan se malerier og helleristninger fra de tidligste perioder i menneskets historie.
Er du mere til antikken? Frankrig er også spækket med imponerende romerske bygningsværker såsom Pont du Gard, der er verdens højeste akvædukt (verdensarv), de romerske arenaer i Arles, som stadig bruges, og det tusind år gamle romerske tempel Maison Carrée i Nîmes. Fra feudaltid over middelalder til enevældets epoke. Romerrigets fald betyder overgangen til middelalderen og etableringen af Frankerriget med kroningen af Clovis, hvis gravsten man kan se i basilikaen Saint-Denis.
Mens ridderne tog på korstog, begav pilgrimmene sig ud på vandringen mod Santiago de Compostela, hvis ruter stadig fører forbi mange kendte UNESCO-seværdigheder.
Der er middelalderbyer og fæstninger overalt i Frankrig såsom Cité Plantagenêt i Mans, slottene Coucy og Pierrefonds i Picardiet samt slottet og fæstningsmurene i Carcassonne (verdensarv). Efter Hundredårskrigen (1337-1453) mistede fæstningerne gradvist deres defensive funktion.
Vi er i renæssancen, der var kendetegnet ved opdagelsen af Amerika og opfindelsen af bogtrykkerkunsten. Frans 1. tog hoffet med til Loiredalen, og den kongelige tilstedeværelse kan ses på udsmykningen i de store slotte Chambord, Azay-le- Rideau og Amboise.
Enevældet nåede sit højdepunkt under Ludvig 14. Solkongen, der dengang boede på Versailles, bad arkitekten Vauban om at opføre en række fæstningsværker for at sikre landets grænser. Disse fæstningsværker (heriblandt fæstningerne i Besançon, Blaye, Longwy og Mont-Dauphin) har fået status som verdensarv af UNESCO.
Fra det første til det andet kejserdømme.
Starten af det 19. årh. og Napoleons sejre er symboliseret med Triumfbuen øverst oppe på Avenue des Champs-Elysées. Man kan ligeledes se Napoleons grav på Hôtel des Invalides i Paris. Mens Napoleons nevø regerede (1852-1870), indviede kejserinde Eugénie sit kinesiske museum på slottet Fontainebleau og forelskede sig i Baskerlandet og Biarritz.
Napoleon 3. beder baron Haussmann om at forvandle Paris til en moderne hovedstad. Det 20. århundrede og de to verdenskrige. De to krige fra 1914-1918 og fra 1939-1945 blev også udkæmpet på fransk jord.
Man kan mindes disse sørgelige begivenheder på slagmarkerne og militærkirkegårdene, men også på museer såsom Mémorial de Caen og ved mindesmærket Mémorial Charles de Gaulle i Colombey-les-Deux-Eglises eller på vandreruten "Souvenir" i Somme i Picardiet.
Det 20. århundrede: Modernitet og futurisme.
Det tredje årtusinde er i sandhed vendt mod fremtiden, og man kan følge med i den teknologiske udvikling på Cité des Sciences et de l’Industrie i Paris, få et indblik i rumkapløbet i Cité de l’Espace i Toulouse og observere stjerner med videnskabsfolk på Pic du Midi i Pyrenæerne.
Frankrigs smukkeste bygningsværker bliver nu visse steder oplyst med 3D-belysning, og det gælder blandt andet Lyon under "Fête des Lumières".
Der bliver opført moderne arkitektur overalt i Frankrig såsom museet Louvre-Lens, der er designet af arkitekter fra den japanske tegnestue Sanaa, Musée des Civilisations de l'Europe et de la Méditerranée (MuCEM) i Marseille (indviet i 2013) og til sidst det nye Cité des Civilisations du Vin i Bordeaux.
Af France.fr