Guadeloupe: 4 gode grunde til at bestige La Soufrière

Uanset om man er lille eller stor, i form eller ej, skal man medbringe gode sko, en vindjakke, badetøj og ikke mindst ... en smule mod. Vandreturen rundt om denne stadigt aktive vulkan, som ligger på øen Basse-Terre, er et stort øjeblik. Her er 4 gode grunde.

Fra La Soufrière, som er de Små Antillers højeste punkt med sine 1467 meter over havet, har man på klare dage en unik 360° udsigt over dalen, Grande Terre, den sydlige del af Basse-Terre, det caribiske hav og de omkringliggende øer Saintes, Marie-Galante og Dominica. At se solopgangen fra toppen er en uforglemmelig oplevelse, som dog kræver, at man står tidligt op, da det tager mindst to timer at komme op - for de hurtigste - vel at mærke.

Bestigningen af La Soufrière starter i bil. Første etape er Les Bains Jaunes, der ligger 5 km fra kommunen Saint-Claude, og som er tilgængelig i bil langs en smuk skovvej. Ved 950 meters høje ligger der en lille parkeringsplads, men det er især bassinerne med varmt vand fra hjertet af vulkanen, der er interessante. Et naturligt spabad! Det siges, at det svovlholdige vand, som ligger på ca. 30° C, har en opfriskende virkning, specielt på trætte muskler. Når man har gået meget, så er det ren nydelse at kunne lægge sig ned i vandet!

Grønt, grønt og atter grønt - overalt! Gigantiske træer, træagtige bregner, sammensnørede lianer, sammenfiltrede rødder ... Langs den delvist brostensbelagte sti, som går op til Savane à Mulets-plateauet, viser den tropiske skov sig fa sin allersmukkeste side, godt hjulpet på vej af en maksimal fugtighed. Efter en halv times vandring er man nået til foden af vulkanen, hvorefter både landskabet og stemningen skifter. Vinden blæser kraftig, og vegetationen forsvinder lidt efter lidt. Det sidste stykke vej op til toppen er dækket af lav og mos, som pynter bjergsiderne med et orangerødt tæppe, og hvor der vokser vilde orkideer og gule bjergblomster.

Stol aldrig på en sovende vulkan. Selvom La Soufrière ikke er i aktivt udbrud (det sidste udbrud går tilbage til 1976, som var det sidste efter det i 1797), så fortsætter den med at syde og spy varme ud fra sit inderste via mange forskellige huller. Når man nærmer sig toppen bliver man påmindet om dette i form af røg og svovldamp i ægte Jurassic Park-stil. På enkelte steder er stilheden imponerende, kun afbrudt af den hyggelige kvækken fra de små frøer, der har koloniseret stedet. Hvad angår lugten, kan den genkendes på lang afstand: det er nemlig lugten af rådne æg, som er så karakteristisk for svovl.