Guadeloupe: 6 vandsportsaktiviteter til din aktive ferie

Guadeloupe-øerneNatur og udendørs aktiviteterKulturarv

Guadeloupe-øerne byder på et utal af spændende vandsportsaktiviteter.
© Langley - Guadeloupe-øerne byder på et utal af spændende vandsportsaktiviteter.

Læsetid: 0 minUdgivet den 25 marts 2019

Langt fra Europa, men stadig en del af Frankrig. Guadeloupe er en ægte perle i Caribien med temperaturer på 27-28 grader året rundt og turkisblåt vand så langt øjet rækker.

Hovedøerne Grande-Terre og Basse-Terre byder på masser af sjove aktiviteter og oplevelser, der er lidt ud over det sædvanlige. Prøv canyoning i regnskoven, dykker- og snorkelture ved farverige koralrev eller standup paddleboarding i en skov af mangrovetræer.

Her er seks udflugter, der vækker din indre vandhund!

Snorkling i Réserve Cousteau

Det verdensberømte marine naturreservat Réserve Cousteau bør stå øverst på din liste, når du besøger Guadeloupe. Reservatet er opkaldt efter den berømte franske dykker Jacques Cousteau, som har fået en statue af sig selv sat ned på havbunden. Den fantastiske sigtbarhed, de smukke koralrev og de mange fiskestimer i alle regnbuens farver gør Réserve Cousteau til et af verdens bedste snorkel- og dykkerområder. Det er også et af de få steder i verden, hvor man kan svømme med havskildpadder!

Canyoning

Canyoning i Guadeloupes tropiske regnskov.
© Langley - Canyoning i Guadeloupes tropiske regnskov.

Er man til vand, regnskov og sus i maven er canyoning en ideel og anderledes måde at komme helt tæt på naturen. Med den eventyrlige sport kan man udforske Guadeloupes floder og klipper, der ligger godt gemt i den tropiske regnskov. Turen foregår til fods over klipper, liggende på ryggen ned ad floder og med masser af spændende hop. Turen kan dog tilpasses forskellige niveauer, alt efter hvor meget adrenalin man er ude efter.

Petite Terre

Udlev din Robinson Crusoe drøm og besøg Petit Terre, den øde sydhavsø ved atlanterhavskysten. Øen, der ligger cirka 10 kilometer fra Grande Terre, har ingen beboere eller bygninger kun et fint fyrtårn, som bryder horisonten. Med en sejltur i en 82 fod lang katamaran kan man nemt bruge dagen på at tage på eventyr, og udforske øens smukke natur. Det turkisblå vand og utrolige koralrev er perfekt til en dykker- eller snorkeltur. Også her man kan være heldig at møde havskildpadder og masser af farverige fisk. Trænger man til et hvil, kan man kaste sig i skyggen af øens mange kokospalmer.

Dybhavsfisketur

En anderledes måde at opleve Caribiens farverige marineliv på.
© Langley - En anderledes måde at opleve Caribiens farverige marineliv på.

De caribiske farvande er hjem for en bred vifte af marineliv, lige fra små farverige fisk til delfiner og store tunfisk. På en dybhavsfisketur uden for Basse Terres vestlige kyst kan man tage på jagt efter havets giganter og lære, hvordan man spotter de store fisk ude på vandet. Afhængig af årstiden kan man fange tunfisk, blue marlin eller sejlfisk.

Bølgesurfing

I det sydlige Bananier kan du fange Atlantens skønne bølgebrud.
© Unsplash / Cédric Frixon - I det sydlige Bananier kan du fange Atlantens skønne bølgebrud.

Følelsen af at surfe og mærke naturens kræfter er noget helt særligt. Den sorte lava sandstrand i det sydlige Bananier er det perfekte spot, hvor man kan udfordre Atlantens dønninger i lange, skønne bølgebrud. Stranden byder på gode bølger til dem, som gerne vil finpudse deres surf teknik, men også til dem, der skal prøve bølgesurfing for allerførste gang. Da der hverken er klipper eller ræv i nærheden, er det en sikker og fin strand for nybegyndere.

Hvalsafari

Mød delfinerne i deres naturlige omgivelser.
© Getty Images - Mød delfinerne i deres naturlige omgivelser.

Har du altid gerne ville hilse på en delfin og opleve hvordan de elskelige dyr leger i bølgerne? Fra den nordlige havn Deshaies kan man drage på hvalsafari i Det Caribiske Hav, hvor der er rigtig gode muligheder for at hilse på både delfiner og hvaler.

SUP i mangroven

Oplev Guadeloupe fra et SUP board i dit eget tempo.
© Langley - Oplev Guadeloupe fra et SUP board i dit eget tempo.

Guadeloupe er kendt for de spektakulære mangrovetræer, hvis rødder gror direkte i saltvandet. Med stand-up paddleboarding kan man komme helt tæt på, og padle mellem mangrovetræernes rødder. Det er en autentisk oplevelse, hvor alle kan være med.

Langley Resort Fort Royal

Langley Resort Fort Royal
© Langley - Langley Resort Fort Royal

Med lydene fra den frodige regnskov i det ene øre og bølgernes brugs i det andet, ligger resortet Langley Resort Fort Royal ned til en af Guadeloupes smukke strande, med en vidunderlig udsigt til Det Caribiske Hav. Fort Royal tilbyder lækre hotelværelser i mange størrelser fra dobbeltværelser til familierum med plads til fem personer. Lidt mere intime er deres bungalows for to, der ligger enten helt ned til vandet eller i de smukke grønne omgivelser.

Fort Royal har også sit eget Surf & Sail Center, hvor man kan prøve en masse forskellige former for vandsport lige fra windsurfing til kajakker, jet-ski og stand-up paddleboarding. Centeret ligger helt nede ved stranden ”Anse de petit bas vent”, så man nemt og hurtigt kan komme på vandet!

Af Louise Frederikke Kofoed-Dam

Nordic E-mail & Content Marketing Coordinator

Se mere