I Maia Flores marinepoesi

"Hvilken farve har sommer?" Ingen tvivl, de fleste vil nok svare "blå". De 12 strande i byen skiftes til at være på i en hypnotisk parade, som får os til at forveksle himlen og havet. Om aftenen, ved solnedgang, glemmer vi måske brudstykker af dagen, men vi drømmer i blåtoner.

Pigen er rød, men øen? Det virker den også til at være. Rosa granit og rødgule blomster byder hende velkommen som en ven. Hun klatrede endda til toppen af Pietra-fyrtårnet to gange. Dagen, hun skal afsted, siger hun farvel som til en søster.

Det siges, at på disse steder genfinder et livs eller en dags kærlighed hinanden uden at sige noget til nogen. Stranden er smuk, når den deler sig. Den lange promenade og dens uendelige, lige linje synes at give ekko af ordene fra en, der længe har opholdt sig her. "Vi kan kun lide det, vi ikke helt har." (Marcel Proust).

Når vi rejser, forlader vi midlertidigt vores hjem for at være i det uforudsete og glædens vold. For et par timer kan en fiskeplads på pæle være en hytte. Det giver mulighed for at se landskabet fra oven, fra samme synsvinkel som fugle.

Du kan også besøge en kyst, mens du sejler på vandet. Ombord på en båd, med fødderne på et paddleboard - det giver mulighed for en anden balance, en mere flydende fremmarch mod den rene luft og de tomme dele af kysten. De, der vender tilbage med et smil på læberne og et roligt sind, har forstået det: de store oplevelser får man ofte, når man tillader sig at opleve fra et nyt synspunkt.

Nogle tilbringer natten på stranden i Palombaggia for ikke at gå glip af solopgangen og dens orange farver på klippen. Skønheden er så bevægende, at man er i tvivl: "Drømmer jeg stadig?" Længere væk fastholder Ospedale-søens månelandskab de besøgende i denne besynderlige vågne drøm.

"- Hvad skal man bruge en bro til? - Det siges, at det er takket være den, at alt holdes sammen. - Preconil-broen kan ses fra havet, stranden og endda byen. Hvor skal man stille sig for at betragte den? - Det afhænger af dit humør. Fra lang afstand falder øjet tilfældigt på den og ser det store værk. Ved dens fod kan du lege gemme bag kolonnerne."

Her hører vi meget om den smukke Cap Canaille og dens højde på 363 meter. På bunden af vigen, omgivet af høje klippefacader, kan kunstneren lide at sammenblande sporene. Det er ved horisonten, hun kalder på havet, for at få det til at besøge hende på jorden.

Den er 22:01: næsten overalt i Frankrig er solen allerede gået ned, men her modstår den. På de mest vestlige punkter i Frankrig plukker vi nogle få ekstra minutter om dagen. Hvad skal vi gøre med dem? Haget fast til byens pittoreske fyrtårn, la feu du Coq, synes Maia Flore at tænke: "Hvad med vest for vest - hvad finder man der?"

Vi kommer her for at forstå, hvordan havet og skoven blander sig. De små vognes sejl slår i vinden, hestenes hove høres på jorden. Træerne lader solen slippe igennem, og selv stranden har klædt sig i sine smukkeste farverige hytter, som om den vil male ferien i elegante farver.