Jurabjergene: Det kan man se og opleve

Jurabjergene

Julie HANN / BFC Tourisme
© Julie HANN / BFC Tourisme

Læsetid: 0 minUdgivet den 19 november 2017, opdateret den 14 oktober 2020

Jurabjergene ligger midt mellem Frankrig og Schweiz og er en oase for naturelskere og sportsentusiaster. Her er man omringet af fantastisk natur som fuldendes af de mange skove, søer, grotter og kløfter. Sommer eller vinter, skisport eller kanotur – i Jurabjergene er der et hav af muligheder.

Det kan man se i Jurabjergene

Landsbyen Château-Chalon er et af de steder, man skal se i Jurabjergene.
© Iso-68 - AdobeStock - Landsbyen Château-Chalon er et af de steder, man skal se i Jurabjergene.


• Château-Chalon, en af Frankrigs smukkeste landsbyer

Landsbyen Château-Chalon er et ”must” i Jurabjergene. Med sin høje beliggenhed har man udsigt til vinmarkerne, der kun producerer den såkaldte stråvin eller rosinvin ud af savignan vinstokken. Vinens kvalitetsmærke, AOC, har netop rundet sin 80-års fødselsdag.

• Landsbyen Baume-les-Messieurs og de underjordiske gange

Landsbyen Baume-les-Messieurs figurerer også på listen over en af Frankrigs smukkeste landsbyer og ligger tilbagetrukket i en tufstens-dal, som er noget helt særligt for Jurabjergene. Under klipperne løber lange underjordiske gange, der regnes for nogle af de mest spektakulære i hele Europa.

• Dole

Byen Dole er kendt for sin kunst og historie. Besøg den gamle bydel og tag turen forbi byens største kirke Collégiale Notre-Dame, hvis klokketårn er 73 meter højt. På Massif de la Serre, hvis højeste punkt ligger 400 meter over jorden, kan man se grotten Grotte de l'Ermitage og de fire mystiske kors. Også kirkerne Offlanges og Menotey samt klosteret Acey er et besøg værd.

• Vouglans

Søen Vouglans snor sig 35 km ind gennem Jurabjergene takket være den store hydroelektriske dæmning, der i 1968 opførtes mellem Lons-le-Saunier og Saint-Claude. Søen indbyder til det hele: afslapning, vandsport, fiskeri, badning m.m. Topidrætsfolk, bl.a. det franske OL-hold i roning, træner her.

• Ligne des Hirondelles mellem Dole og Saint-Claude

Tag på den skønne togtur Ligne des Hirondelles gennem Jurabjergene mellem Dole og Saint Claude og nyd vinmarkerne, de fantastiske dalkløfter og svimlende udsigter. Turen varer 2,5 time og skuffer ikke.

• Udsigtspunktet Pic de l'Aigle

Udsigtspunktet Pic d’Aigle ligger i næsten 1000 meters højde, og herfra er der en fantastisk udsigt ud over Vallée du Hérisson, Grandvaux og Ilay-søen. I klart vejr kan man se helt til Mont Blanc. Start fra P-pladsen i udkanten af Chaux du Dombief og tag retningen Clairvaux les Lacs. Turen tager en god time. Beregn 2,5 hvis man vil se de fire søer.

• Orgelet

Den lille by Orgelet i den sø-rige del af Jurabjergene ligger ca. 500 m over havet og var hjemsted for bl.a. forfatteren til Marseillaisen, Rouget de Lisle, og Louis Madrin, en af Frankrigs kendte smuglere, der levede fra 1725 til 1755.

• Moidons-grotten i Molain


Grotten er en af Jurabjergenes tre mest velbesøgte og blev opdaget i 1966. Iført et par gode solide sko og noget varmt tøj kan man på en lille times tid komme rundt i grotten og se de geologiske seværdigheder. Turen slutter af med et lille lys- og lyd-show, der sætter fokus på hulens drypsten og vandspejl.

• Søen Bellefontaine

Tag på en afslappet tur rundt om søerne Bellefontaine og Mortes og oplev det fredede område Natura 2000, hvis varierede flora og fauna samt helt særlige vegetation er med til at gøre området til det bedst beskyttede vådområde i Franche-Comté. Søen er ikke egnet til badning, men den rummer den bedst beskyttede tørvebund i Franche-Comté samt en sjælden fauna.

• Vandfaldet Cascades du Hérisson

Floden "le Hérisson" snor sig næsten fire kilometer gennem landskabet med de mange søer. Alt efter ens energiniveau kan man vælge mellem tre forskellige ruter, men sørg for at lægge vejen forbi de to imponerende vandfald Saut de l’Éventail og Grand Saut som er 65 meter høje.

Det kan man se i Jurabjergene

Et besøg på Château d'Arlay er som at tage på rejse tilbage i tiden.
© Jura Tourisme - Et besøg på Château d'Arlay er som at tage på rejse tilbage i tiden.


• Klosteret Abbaye de Saint-Pierre de Beaume-les-Messieurs

Benediktinerklosteret er at af regionens absolutte højdepunkter. Det blev grundlagt i det 6. århundrede og herfra tog grundlæggerne af det store kloster Cluny i Bourgogne ud. Klosteret er et arkitektonisk vidunder og har typiske elementer fra rundbuestilen i Jura. Klosterkirken Saint-Pierre stammer fra det 11. århundrede og blev erklæret bevaringsværdig i 1849.

• Château d'Arlay og slotsparken

Er man historieinteresseret, skal man se Château d'Arlay, som blev bygget i 1774 dér, hvor klosteret Minimes tidligere lå. Kun kælderen er tilbage af det gamle kloster, og en cour d’honneur blev anlagt på stedet. Fra gården er der udgang til en fredet romantisk park med bl.a. en smuk hesteskoformet fontæne. Parken er en af de få franske parker, der stadig bærer spor efter terrasser og små lunde fra 1700-tallet.


• Arbois

Arbois er en lille stad i Franche-Comté og hovedby for regionens vin og gastronomi. Her ligger gamle velbevarede bygninger, slotte, kirker, klostre og fæstningsmure. Gå blot på må og få gennem de gamle gader, så dukker det hele op. Det er også byens vinavlere, vi kan takke for kontrolmærkningen AOC, der blev indført i 1936.

• Les Rousses

Blot 45 km fra Geneve kan man opleve naturen i nationalparken Parc Naturel Régional du Haut-Jura. Her kan alle være med og nyde det varierede landskab, den rene, klare luft samt den rige flora og fauna. Her er der mulighed for skønne vandreture mellem sø og skov, og så har man en uforlignelig udsigt til Mont-Blanc. Om vinteren kan man stå på ski, kælke eller få komme på slædetur. Om sommeren er der mulighed for at spille golf, sejle, ride, cykle, fiske eller skate…

• Kurbad i Salins-les-Bains

Midt i Jurabjergene, blandt smukke dale og dybe skove, ligger kurbyen Salins-les-Bains ved foden af Mont Poupet. Her har man i 2000 år ernæret sig ved ar udvinde salt fra undergrunden. Man kommer ikke uden om en tur i saltgruben for at se, hvordan det ”hvide guld” udvindes. Også kurbadene med det salte vand er et must på disse kanter. Therma Salina kan tilbyde 2800 m2 ren velvære.

• En dukkert i Clairvaux-søen

Med sin beliggenhed ved søen Clairvaux er den lille by Clairvaux-les-lacs særlig egnet til sejlsport og hygge. I den yngre stenalder lå der omkring søen en by, og interesserer man sig for historie, er der nok at se på.

• Baume grotten

Baume-grotten blev opdaget i 1610, og her kan man lære meget om huleforskning, se drypsten på op til 80 meter, stendannelser m.m. Om vinteren er grotten lukket pga. fare for oversvømmelse. Jurabjergene huser desuden to andre grotter ”Grotte des Planches” og ”Grotte des Moidons”, der byder på lignende spændende muligheder.

• Langrend i Prémanon

Skisportsstedet « Les Rousses », er naturparken Haut-Jura sneklædte paradis og har opnået topkarakter af Nordic France. Mulighederne for vintersport er uendelige, da pisterne er forbundet med nabodomænerne helt ind i Schweiz. Nogle af skovene er klassificeret som biotope-zoner.

• På cykel i Cornod

Landsbyen Cornod ligger i 330 meters højde, og er en lillebitte landsby i regionen Bourgogne-Franche-Comté seks kilometer nordvest for Aromas. Kommunen ligger tæt ved den regionale naturpark, hvor man kan cykle nogle fantastiske ture.

Af France.fr

Se mere