Kunstnere og Frankrig: 5 film der tager dig med til Frankrig

Kunstnere og Frankrig i filmland

ProvenceTahiti og Fransk PolynesienBretagneKulturarv

Frankrigs smukke og alsidige landskaber er foreviget i værker af kunstnere som Cézanne, Gauguin og Van Gogh, som vi idag kan opleve i filmland.
© Jeangill / GettyImages - Frankrigs smukke og alsidige landskaber er foreviget i værker af kunstnere som Cézanne, Gauguin og Van Gogh, som vi idag kan opleve i filmland.

Læsetid: 0 minUdgivet den 9 marts 2021, opdateret den 3 november 2021

Cézannes Aix-en-Provence, Paul Gauguins Fransk Polynesien eller Van Goghs Arles. Frankrigs smukke og alsidige landskaber er foreviget i værker af nogle af verdens mest berømte kunstnere, vi i dag kan opleve i filmland....

Gribende kærlighed i Bretagne: Portræt af en kvinde i flammer (2019)

Bretagnes kraftfulde kyster og klippeskråninger danner ramme for Céline Sciammas fortælling om to unge kvinders forelskelse i 1760’ernes Frankrig. Kunstneren Marianne kaldes til en ø ud for Bretagnes kyst. Her bor den unge, velhavende Héloïse, som skal have malet sit portræt til sin kommende ægtemand. Giftemålet er dog ikke med Héloïses gode vilje, og på gåture langs den stormfulde kyst, langs stranden og i ly af tusmørket må Marianne derfor male den ulykkelige Héloïse i smug.

Efterhånden som arbejdet med portrættet skrider frem, opstår der en intimitet mellem de to kvinder, som er dømt til at ende, når penslen for sidste gang stryges over maleriet af Héloïse.


Læs også: Bretagne: Det kan man se og opleve

Sydfransk stemning ved 1900-tallets begyndelse: Renoir (2013)

I filmen "Renoir" kommer vi tæt på kunstneren Renoir og hans hjem i sydfranske Cagnes-sur-Mer.
© Spooh/GettyImages - I filmen "Renoir" kommer vi tæt på kunstneren Renoir og hans hjem i sydfranske Cagnes-sur-Mer.

Som titlen afslører har filmen ”Renoir” den berømte impressionist Pierre-Auguste Renoir som omdrejningspunkt. Renoir er i sorg over sin afdøde kone, og den aldrende kunstner har svært ved at genfinde glæden ved livet. Men ind af lågen til hans skønne hus i Cagnes-sur-Mer cykler en dag en ung, rødhåret pige der som kunstnerens nye muse bliver kilde til fornyet inspiration. Den kendte kunstner er dog ikke den eneste, som får øjnene op for smukke Andrée. Sønnen Jean, der er på sygeorlov fra 1.Verdenskrig, forelsker sig nemlig i den unge kvinde og de indleder et forhold bag Renoirs ryg.

Renoir boede de sidste 12 år af sit liv i Cagnes-sur-Mer og huset er i dag omdannet til museum.


Læs også: Provence: Det kan man se og opleve

Med Aix-en-Provence og Saint-Victoire-bjergene i centrum: Cézanne og Zola (2016)

Stenbruddet Bibémus tæt på Aix-en-Provence
© Sophie Spiteri - Stenbruddet Bibémus tæt på Aix-en-Provence

Filmen Cézanne og Zola går i kødet på kunstneren Paul Cézanne og forfatteren Émile Zolas venskab på godt og ondt. Vi følger deres ungdom i Paris og Cézannes tilværelse i hjemstavnen Aix-en-Provence, som han vender tilbage til efter flere års hjemve. Her maler Cézanne de smukke okkerfarvede Saint-Victoire bjerge mod den koboltblå sydfranske himmel, stenbruddet Bibémus hvor romerne udvandt de første sten til Aix-en-Provence samt skovens fyrretræer og Calanques-klippernes azurblå nuancer langs kysten.

Mens Cézanne maler og Zola skriver fletter de to venners livsbaner sig gang på gang ind i hinanden...


Læs mere om Cézannes Aix-en-Provence

Læs også: På sporet af Cézanne i sydfranske Aix-en-Provence

En livsomvæltende rejse til Fransk Polynesien: Gauguin (2017)

Auryn Drikson - AdobeStock
© Auryn Drikson - AdobeStock

Kunstneren Paul Gauguin må hutle sig igennem Paris, som han føler hæmmer ham. Han er hårdt spændt for økonomisk og føler sig presset af sin danske kone Mette, der ønsker at han biddrager aktivt til forsørgelsen af deres fem børn.

Men Gauguin har andre planer og i begyndelsen af 1890’erne river han teltpælene op og flytter til Fransk Polynesien. Her søger han fornyet inspiration og livsglæde, som han finder i forelskelsen i en ung, lokal pige. Tilværelsen på de smukke stillehavsøer udfordrer dog også den aldrende kunstner, der stadig kæmper med økonomien og en voksende jalousi. Paul Gauguin malede mange af sine hovedværker på Tahiti, som i filmen skildres i fantastisk smukke billeder.


Læs også: Fransk Polynesien og Tahiti: Det kan man se og opleve

En kunstners fortvivlse i sydfranske Arles: Van Gogh – Ved Evighedens Port (2018)

Denne film skildrer de sidste år af Van Goghs liv, hvor han i sydfranske Arles kæmper med sit sind, skabertrang og økonomien, der aldrig helt slår til. Vi følger ham rundt i det smukke provencalske landskab omkring Arles, hvor Van Goghs penselsstrøg giver liv til de glødende farver på en helt ny måde. En pragtfuld film, der skildrer landskabets skønhed som det (måske) tog sig ud som en trøst for Van Goghs skrøbelige sjæl.

I rollen som Van Gogh blev Willem Dafoe nomineret til en Oscar. Mads Mikkelsen spiller præsten, der på en anstalt viser Van Gogh medfølelse ved at sige til ham, at publikum til hans værker måske endnu ikke er født.


Læs også: Guide til fotogene og skønne Arles

Af Pernille Hammershøj MADSEN

Nordic Content & Community Manager

Se mere