Du behøver ikke rejse verden rundt for at opleve noget specielt, de smukkeste ting findes ofte, hvor du mindst forventer dem. En ting er dog sikkert: Midt i Juras landskaber - langt fra travlhed og folkemængder - finder du alt hvad du behøver for at undslippe den daglige trængsel og virkelig koble af ... hvad enten du er til en vandretur med familien i uspoleret natur, at udfordre dig selv eller tage på picnic med kurven fyldt af lokale specialiteter.
Fortryllende natur
Jurabjergene er en ægte oase med mange smukke floder, kilder, søer og vandfald. Nogle af guldkornene er Sauts du Doubs, Cascades du Hérisson, Sources du Lison, Source de la Loue og Pertes de l'Ain. Særligt imponerende er Juras vandløb, såsom floden Valserine, der er betegnet som "Rivières Sauvages", som står for bevarelse af vilde floder. Hvis du er på udkig efter krystalklart vand uden at skulle til søs , vil hele familien være glade for at svømme i Jura-søerne nær kommunerne Lamoura, Saint-Point, Genin, Les Rousses, Chalain og Vouglans. De vilde landskaber i Pays des Lacs består af omkring tyve søer, der blev dannet under istiden. De naturskønne vådområder og søer i Jura spiller en væsentlig rolle i økosystemet og har i år 2021 modtaget særlig international anerkendelse, da de er medtaget på Ramsar-listen over beskyttede vådområder.
På tur med mountainbike for hele familien
Skisportsstedet Métabief har et veludviklet netværk af cykelstier til mountainbikes og downhill-stier, der strækker sig over 25 km. Både begyndere og erfarne cyklister kan nyde disse cykelture ned ad pisterne med en fantastisk udsigt til Schweiz og Alperne. Mountainbike Enduro Métabief-banen er en sjov oplevelse for hele familien. Den løber gennem skove, enge og bakker og er tilpasset børn mellem 4 og 12 år. Enduro er en form for mountainbiking, hvor ned ad bakke kombineres med cross-country.
Udforsk bjerglivet på en legende måde
Vil du opleve bjerglivet i Jurabjergene helt tæt på? I kommunen Montbéliard kan børn deltage i malkningen af køer! La Maison de la Vache Qui Rit museet (link på fransk) (Den Leende Ko red. ) er også et besøg værd. Den berømte ost fejrer 100 år i år.
Er du nysgerrig efter at rejse tilbage i tiden? Fordyb dig i historien, og lær hvordan du laver ild i hulerne i Les Grottes de Cerdon eller gå tilbage til middelalderen i forlystelsesparken Montcornelles (link på fransk). Interessante oplevelser for hele familien, der giver nye perspektiver!
Zipline i Mijoux
Leder du efter en spændende ferieaktivitet for dine teenagere? I Mijoux er der en kæmpe zipline, der forbinder toppen af det 1323 meter høje pass Col de la Faucille med landsbyen Mijoux, som ligger i 1000 meters højde. Her tilbydes du en uforglemmelig oplevelse side om side med dine børn: To mennesker kan kaste sig ud fra bjerget på samme tid!
Picnic med regionale specialiteter
Der er mange specialiteter i Jurabjergene, som du absolut bør prøve, når du er på ferie. Højdepunktet blandt disse specialiteter er den berømte ost "Comté du Jura". I år åbner den splinternye Nouvelle Maison du Comté, en original kombination af museum og ostefabrik, hvor interiøret er inspireret af den store runde ost. Her kan du lære alt om Frankrigs mest populære ost og hvordan den fremstilles.
Der er mange andre meget populære oste, der også fremstilles i Jura som Mont d'Or, Morbier, Cancoillotte og Bleu de Gex. Derudover vil forældrene helt sikkert være glade for at smage de gode vine fra Jura. Herfra kommer Vin Jaune, Trousseau, Poulsard, Savagnin med de beskyttede oprindelsesbetegnelser Arbois, Château-Chalon og Côte du Jura samt vinene Bugey, Macvin, Vin de Paille og Crémant, som bør nydes i modererede mængder.
Overnatning i harmoni med naturen
Den økologiske campingplads Eco-camping Le Valserine ligger ved foden af det højeste bjerg i Jura og ved floden Valserine. I 2020 modtog campingpladsen mærket "Valeurs Parc naturel Régional du Haut-Jura", som står for økologisk og bæredygtig udvikling i Jura. Campingpladsen er ikke kun et indbydende sted for turister, der er også mange dyr som geder, høns og kaniner, der glæder de små besøgende. Ud over 60 campingpladser tilbydes der også hytter samt en swimmingpool, hvor børnene kan lege og slappe af. De forskellige hytter på Cabanes du Val de Loue er velegnede til par såvel som familier med børn. Hvert træhus i skandinavisk stil har sit eget private spabad til afslappende øjeblikke ved skovkanten. Perfekt til afslapning efter en dag fyldt med nye oplevelser!
Få mere information om overnatninger under den åbne himmel i Jura (link på fransk).
Find ud af mere: Forbered din ferie i Jurabjergene
Af Rédaction France.fr