Normandiet: Det kan man se og opleve

Normandiet

AVTG / Getty Images
© AVTG / Getty Images

Læsetid: 0 minUdgivet den 19 november 2017, opdateret den 9 januar 2019

Med sin rige historie og smukke natur er Normandiet er et af Vestens ubestridte skattekamre. En af destinationens juveler er Mont-Saint-Michel, hvis imponerende kloster som et drømmesyn troner frem mellem havet og himlen. D-dag satte også sit skæbnesvangre præg på Normandiet, som i dag er fyldt med mindesmærker og spændende krigsmuseer. Normandiet rummer også fantastisk flotte landsbyer med brolagte stræder og gotiske kirker og så var det her, Monet slog sig ned og malede sine berømte åkandemotiver. Men det er ikke hele historie for som den moderne region, Normandiet også er, kan man naturligvis besøge spændende byer som f.eks. Le Havre, der rummer et imponerende kunstmuseum.

Det kan man se i Normandiet

Dan Wilding / Unsplash
© Dan Wilding / Unsplash


Tilbage i år 709 lå der ikke andet end en beskeden kirke på toppen af denne klippeø. I de følgende århundreder tilføjede man et kloster med tilhørende, fæstningsmure og en lille landsby, der tilsammen gjorde Mont-Saint-Michel til et spirituelt og intellektuelt sted, der med tiden tiltrak flere og flere pilgrimme. Man må ikke snyde sig selv for det majestætiske syn, når det smukke kloster på klippen træder frem i bugten mellem havet og himlen.


  • Strandpromenaden Les Planches i Deauville

Træpromenade fra 1923 er sagnomspunden og går langs de gamle strandkabiner i art deco-stil. Her har nogle af filmverdenens største stjerner nemlig sat deres ben og spankuleret ned af den 643 meter lange promenade: Josephine Baker, Buster Keaton, Jean-Louis Trintignant og Anouk Aimée fra "Un Homme et une Femme" (Manden og Kvinden), for ikke at tale om de mange stjerner der hvert år kommer til byen i forbindelse med den amerikanske filmfestival.


  • Invasionsstrandene

D. 6. juni 1944 blev strandene i Normandiet skueplads for en af verdenshistoriens største militære operationer, hvor en hær af skibe og fly blev sat ind for at befri Frankrig fra den tyske besættelsesmagt. I dag rummer kysten adskillige museer og kirkegårde, fra Sword Beach ved Ouistreham, Juno Beach ved Courseulles-sur-mer, Gold Beach ved Arromanches, Omaha Beach ved Colleville-sur-mer, Utah Beach ved Sainte-Marie-du-Mont og helt ud til Pointe du Hoc ved Cricqueville-en Bessin.


  • Museet Mémorial de Caen

Mémorial de Caen er et museum, der fortæller om tiden før og efter 1945. Man kan lære mere om 2. Verdenskrig generelt, landgangen, Operation Overlord og den kolde krig. Mémorial de Caen giver kort sagt et informativt og spændende indblik i denne særdeles vigtige historiske periode.


  • Klinterne ved Étretat

På stækningen kendt som Alabasterkysten ligger disse tre lodrette kalkvægge ud til havet. Klinterne La Manneporte, La Courtine og L’Aiguille har været inspirationskilder for utallige malere og kan opleves fra bredden, en båd eller stien, der går langs kysten højt over Den Engelske Kanal.


  • Le Havre med sin arkitektur fra efterkrigstiden

80 % af Le Havre blev ødelagt under 2. Verdenskrig, men havnebyen blev genopført af arkitekten Auguste Perret, der specialiserede sig i armeret beton. Hans velkalibrerede og harmoniske værker kan stadig opleves i dag: rådhuset, kirken Saint Joseph med et 110 meter højt tårn og Perrets udstillingslejlighed der var typisk for 1950'erne. Arkitektens arbejde har været medvirkende til at få Le Havre på UNESCOs verdensarvsliste.


  • Domkirken Notre-Dame i Evreux

Den monumentale domkirke blev bygget mellem år 900 og 1200-tallet og er en blanding af romansk og gotisk byggestil. Den er særlig elsket for sine 70 farverige mosaikvinduer, hvoraf nogle indeholder en speciel gul farve, som man har fremstillet ved brug af sølvklorid.


  • Det store ur og domkirken i Rouen

Le Gros Horloge er et stort astronomisk ur på facaden af en bygning, der går i en bue over gaden. Fra klokketårnets udsigtsplatform har man et dejligt udsyn over tagene i Rouens gamle bydel og den smukke domkirkes gotiske tårne, som bl.a. rummer Richard Løvehjertes hjerte.


  • Den lille havn i Dieppe

En gåtur på havnen i Dieppe er som at befinde sig midt i et lysende maleri af Turner, Pissaro eller Gauguin. De blev i lighed med mange andre malere betagede af husenes forskellige farver, der spejler sig i vandet og af livet på havnen, når bådene gøres klar til fisketur.


  • Den skønne landsby Veules-les-Roses

I området Pays de Caux ligger denne charmerende gamle badeby, som gennemskæres af Frankrigs korteste flod La Veules som er blot 1.149 meter lang. Med gamle møller mellem havet og markerne bjergtog den lille landsby berømtheder som forfatterene Victor Hugo, Paul Meurice og maleren Camille Marchand.

Det kan man lave i Normandiet

Julien - AdobeStock
© Julien - AdobeStock


  • Oplev Monets indtryk i Giverny

I 1883 slog”the one and only” Claude Monet sig ned i et hus i Giverny på Seinens højre flodbred. Her brugte han sin smukke have som inspiration til at male nogle af sine mest berømte værker som f.eks. serien med 250 åkander. Et besøg i hans hjem og have er en unik mulighed for at gå i hans fodspor og opleve alt den skønhed, han forevigede i sine malerier.


  • Besøg Mont-Saint-Michel efter mørkets frembrud

Om sommeren når mørket falder på, kan man udforske nogle af klosterets hemmeligheder, for aftenmørket er det perfekt tidspunkt, hvis man vil have et anderledes syn på klosterets fascinerende arkitektur. Det er tæt på magisk!


  • I Étretat venter golfkøllerne

Golfbanen i Étretat ligger på toppen af en klint med udsigt til bugten. Banen er 110 år gammel og ganske krævende, men udsigten er det hele værd – især fra hul 10.


  • Find den fine hat frem og tag til hestevæddeløb

Normandiet er kendt for sit hesteopdræt og sine stutterier. Kom og hep på de dygtige galopryttere på væddeløbsbanerne i Deauville og Cabourg. Her mødes kendere fra hele verden for at beundre de smukke fuldblodsheste og deres jockeyer. Spil på din favorit hest!


  • Nyd en portion moules-frites i Honfleur

I Honfleur er der ikke noget bedre end en gåtur ved det gamle havnebassin, som er omkranset af høje, smalle huse med skifertage. Bagefter kan man slentre rundt i de små middelaldergader i kvarteret L'Enclos og besøge kirken Sainte Catherine, som næsten udelukket er lavet i træ. Maleren Eugène Boudins museum er også et besøg værd, og i Honfleur kan man være sikker på at få serveret en god portion moules-frites.


  • Find kikkerten frem og spejd ud over havneløbet "grande rade" i Cherbourg

”Grande rade” er en fire kilometer lang mole midt i havet, som blev anlagt for at skabe et kunstigt havneløb, så man bedre kunne forsvare sig mod englænderne. Arbejdet begyndte under Ludvig 16. og blev færdiggjort omtrent 100 år senere under Napoleon 3. med opførelsen af adskillige militærforter. Projektet var en stor teknisk bedrift, og i dag beskytter det effektivt Cherbourgs havn mod dønninger fra havet.


  • Besøg den militære kirkegård i Bayeux

Kirkegården i Bayeux er den største britiske kirkegård i Frankrig og et betagende mindesmærke. Her ligger over 4.600 soldater fra 11 forskellige lande begravet. De mistede alle livet under D-dag i Normandiet i 1944.


  • Tag i byen i Deauville

Deauville har altid været kendt for sin festlige stemning, og den lever op til sit ry! En god aften kan starte på en af byens berømte bistroer, hvor der serveres alt godt fra havet, på et brasserie med vintagestemning, eller måske i baren på en af byens fornemme hotelller. Bagefter er det tid til et besøg på det lokale kasino, hvor man kan prøve lykken med roulette, poker eller en af de 300 spilleautomater. Til sidst kan man danse til den lyse morgen på et af Deauvilles populære diskoteker.


  • Se kunst på MUMA i Le Havre

Le Musée d’art moderne André Malraux, eller bare MUMA, blev indviet i 1961 og huses i en bygning lavet af beton og glas. Takket være en stor donation fra Hélène Senn-Foulds finder man her en imponerende samling af impressionistiske malerier. Det er en fascinerende bygning, hvor lyset spiller en stor rolle, og på væggene hænger spændende billeder af store kunstnere som Renoir, Sisley, Pissaro, Degas m.fl.


  • Tilbring en romantisk weekend i Cabourg

En lang promenade reserveret for gående langs havet, flotte huse fra omkring år 1900, det berømte Grand Hôtel hvor forfatteren Marcel Proust elskede at bo, og en fire kilometer lang 4 km strand. Cabourg har alt hvad der skal til for at fulende en romantisk miniferie.

Gå et skridt videre:

Læs også: Normandiet rundt på cykel

Af France.fr