Offentlig transport i Paris: Sådan kommer du rundt i den franske hovedstad

Inspiration

Paris

På metro-linje 6, der kører fra Charles-de-Gaulle Étoile til Nation får du en smuk udsigt til Eiffeltårnet.
© Getty Images / imagoDens - På metro-linje 6, der kører fra Charles-de-Gaulle Étoile til Nation får du en smuk udsigt til Eiffeltårnet.

Læsetid: 0 minUdgivet den 17 oktober 2011, opdateret den 15 december 2022

Paris er en fantastisk by at opleve til fods, men det kan også være rart at tage bussen eller metroen, når fødderne er ved at være trætte eller vejret ikke viser sig fra sin bedste side. De 20 arrondissementer og Paris’ omegn er let tilgængelig med offentlig transport. Her får du et overblik over, hvilke muligheder du har, for at komme rundt i Frankrigs hovedstad.

Metro og RER-tog

Metroen i Paris har et tætmasket netværk af stationer - og ofte skilter museer m.m. med nærmeste metrostation på deres hjemmeside. Og er det blevet ud på de små timer, hvor metroen er lukket, så tag en af de mange natbusser.

Skal du uden for byen - måske for at besøge Versailles eller Disneyland Paris, er det let at tage RER-toget, der svarer til S-togene på Sjælland.

Metro og RER-tog kører fra kl. 05:30 om morgenen til kl. 01:15 om natten (kl. 02:15 i weekenden) - herefter indsættes natbusser (Noctilien).

Du kan både købe enkeltbilletter, ti billetter, heldagsbilletter m.m. - du kan finde priser og læse mere om de forskellige muligheder her.

Med bussen rundt i Paris

At tage bussen er en god måde at se byen på, mens man er på farten. Du finder omkring 300 busruter i Paris og omegn. De fleste ruter kører mellem kl. 7:00 og 22:30, nogle busser kører helt frem til kl. 00:30.

Zonesystemet i Paris

Paris og omegn er delt op i seks zoner. Selve Paris og dens 20 arrondissementer ligger i zone 1. Jo længere man kommer væk fra centrum, jo højere bliver zonen. F.eks. ligger Versailles og Orly-lufthavn (ORY) i zone 4 mens Charles de Gaulle-lufthavn og Disneyland Paris ligger i zone 5.

Ved rejse med metro skal man ikke bekymre sig om zoner, da hele metronettet anses for at ligge i zone 1 – også selvom visse stationer rent geografisk ligger i zone 2 og 3. Ved rejse med bus eller RER skal man sikre sig at man har gyldig billet til hele rejsen, hvis man rejser uden for centrum.

Byen rundt på to hjul

Vil du gerne udforske på egen hånd, uden at skulle sidde i metroen, toget eller bussen kan du også komme rundt i byen på to hjul. Paris tilbyder flere forskellige alternativer til metroen og bussen, bl.a. bycykler, elektriske cykler og løbehjul.

Du kan leje et pas til en Vélib-cykel for blot en time eller flere dage, hvor du kan benytte dig af cyklerne ved de mange lade-stationer på tværs af byen. Fortrækker du at køre på et elektrisk løbehjul kan du benytte dig af Lime, Tire, Bolt eller Dott, hvis løbehjul er at finde via deres Apps. Du kan også leje en scooter hos CityScoot til at kommer rundt i byen på.

Ved at leje en cykel, kan du nemt komme rundt til Paris' mange seværdigheder.
© Adobe Stock / Ekaterina Pokrovsky - Ved at leje en cykel, kan du nemt komme rundt til Paris' mange seværdigheder.

Kom let fra lufthavnen til centrum af Paris

Skal du til eller fra enten Charles-de-Gaulle-lufthavn (CDG) eller Orly-lufthavn (ORY) uden for Paris, kan du med fordel tage tog/bus til/fra Paris centrum. Du har følgende muligheder:

Charles-de-Gaulle (CDG):

Med tog: RER-B kører fra Aéroport Charles de Gaulle 2 TGV (Terminal 2) og Aéroport Charles de Gaulle 1 (Terminal 1 og 3) til Paris. Det tager cirka 25-30 minutter at komme ind til byen med RER-toget og koster 11,40 euro.

Med bus: Roissybus kører mellem Charles-de-Gaulle-lufthavn og Paris (Opéra). Bussen kører cirka hvert kvarter fra kl. 05:15 om morgenen til kl. 00:30 om natten. Turen tager mellem 60 og 75 minutter og koster 12,00 euro.

Orly (ORY)

Med tog: Orlyval-toget kører mellem Anthony RER B og Orly-lufthavnen cirka hvert 5. minut fra kl. 06:00 om morgenen til kl. 23:30. Turen tager cirka otte minutter og fra Anthony-station kan du rejse videre til andre stationer i Paris med RER B.

Med bus: Orlybus kører mellem Orly-lufthavnen og Paris (Denfert-Rochereau) cirka hvert 12. minut fra kl. 05:35 om morgenen til midnat. Turen tager mellem 30 og 40 minutter og koster 8,30 euro.

Paris-Beauvais (BVA)

Med bus: Der kører en Airport Shuttle mellem Paris (Porte Maillot) og Paris-Beauvais-lufthavn, bussen kører afhængig af flytiderne og koster fra 16,90 euro.

Af Redaktionen

Se mere