Luften er frisk og har en særlig duft af pinjetræer, cikaderne holder takten, mens de gemmer sig for solen mellem træerne, og bølgerne bruser dansende op af strandkanten… Der er ingen tvivl om, at vi er i Sydfrankrig! France.fr har været i Roquebrune-sur-Argens for at udforske denne vidunderlige lomme af natur mellem Provence og den franske riviera, Côte d'Azur. Tag med os til Roquebrune-sur-Argens og opdag byens mange facetter!
I fortidens fodspor i Roquebrune
Vi ankommer i Roquebrune-sur-Argens ved aftens skumring med fly direkte fra Københavns lufthavn. De første nætter er vi indlogeret på det pastelfarvede trestjernede familiehotel Miléade Les Issambres, der ligger i bydelen ved samme navn helt ned til kysten og spejder udover Middelhavet og Saint Tropez-bugten.
Efter en velfortjent traditionel fransk morgenmadsbuffet på hotellet er vi parate til at udforske den gamle middelalderby, der bryder det grønne landskab på kanten af en klippe og har en udsøgt udsigt til naturvidunderet og klippen 'Le Rocher de Roquebrune'.
Fra duftehaven på Middelalderslottet har vi udsyn til klippen, der strækker sig 373 meter mod himlen og siges at danne silhuetten af en liggende kvinde. Kniber man øjnene sammen og fokuserer på toppen af klippen, kan man måske endda spotte de tre kors, der blev opført i 1991 til ære for tre store kunstnere Giotto, Grunewald og le Greco og hver deres fortolkning af maleriet af korsfæstelsen.
I den charmerende middelalderlandsby, Roquebrune-sur-Argens, forenes Provences stemningsfyldte arkitektur og køkken med betagende natur. Kun en times kørsel fra Nice er denne perle af uspolerede natur og kultur en fantastisk feriedestination for familier, par eller venner hele året rundt.
Byens krogede gader og lyse facader gemmer på historiske monumenter, hyggelige cafeer, en butik udelukkende med lokale specialiteter og et chokolademuseum, der har indtaget det gamle kapel.
Frokosten foregår på fineste manér på Golf de Roquebrune, hvor vi bl.a. smager en lokal paté med pinjekerner og trøffel samt desserten af alle desserter: café gourmand, som er en lille kaffe serveret med et udvalg af lækre desserter, mens vi nyder udsynet til golfbanen, der tilhører Frankrigs mindste femstjernede hotel La Daya Hotel & Spa.
Vi fortsætter eftermiddagen i det historiske Saint-Tropez, der ligger knapt 45 minutters kørsel fra Roquebrune-sur-Argens. Den verdenskendte shoppeby byder nemlig også på en rig historie samt unikke arkitektoniske bygninger og ikke mindst en helt særlig tærte: Intet stop i Saint-Tropez uden en Tarte Tropézienne, den kendte tærte som blev bagt til skuespillerinden Brigitte Bardot, der i 50’erne indspillede en række film i Saint-Tropez.
Thalasso spa og frokost med havudsigt
På andendagen står morgenen i velværens tegn. På nabohotellet Thalasso Spa Les Issambres prøver vi thalasso spa, der bruger saltvand, saltsauna og hydroterapi med mineraler fra Middelhavet til at pleje kroppen. Thalasso benyttes flittigt af franskmændene til at holde krop og sjæl sund og velplejet.
Solens stråler titter frem lige i tide til frokost på Le Quai ved marinaen. Med lyden af havet i baggrunden, et par måger, der søger efter muslinger imellem sejlbådene og solen lige i ansigtet, smager vi på alt godt fra havet, som er et must på en tur til den sydfranske kyst.
Vi besøger også La Réserve Gayrard, en lækker og afslappet restaurant lige ved vandet i Les Issambres, hvor vi forkæles med en udsøgt 4-retters middag i ægte gastronomisk stil, med en smuk solnedgang ud over vandet og Middelhavets brus som baggrundsmusik.
En smagsprøve på de lokale specialiteter
De sidste to nætter tilbringer vi i hytter på den femstjernede campingplads Domaine de la Bergerie, der gemmer sig i dalen mellem kork- og pinjetræer og danner sin egen lille by på 60 hektar med restauranter, et bageri, 1400 kvadratmeter vandland og meget mere.
Morgenmaden bliver leveret lige til døren, hvor vi hver især nyder morgenens stilhed med en kop kaffe og nybagte croissanter på terrassen. Hytterne er spredt over hele pladsen, hvorfor vi bliver hentet af golfbilen, der flere gange dagligt fungerer som hop-on / hop-off bus rundt til pladsens mange områder og aktiviteter.
Roquebrune-sur-Argens værner meget om sine små lokale producenter som belgiske Claire Delmotte, der sammen med sin mand ejer områdets første olivenplantage Domaine de l’Olivette. Mens vi slentrer rundt mellem oliventræerne fortæller Claire, hvordan hun sammen med sin mand gennem 30 år har håndhøstet oliven af de seks forskellige sorter, de har. Da plantagen ligger ned til Argens-floden er området meget udsat for regn og vandstigninger, men på magisk vis bliver det til ca. 5.000 flasker olivenolie om året, der kun sælges i byens lokale specialforretning og i deres egen butik på gården. På terrassen mellem oliventræer og enkelte citrustræer får vi også en smagsprøve på deres lækre olivenpaté og spiseoliven.
Menuen står på Quiche Lorraine og pighvar til frokost på Restaurant du Lac, der ligger ned til Argens-floden og har direkte udsyn til 'Le Rocher de Roquebrune'-klippen. På vejen tilbage til campingpladsen kører vi en tur rundt om klippen og får endnu et fantastisk syn af den mars-lignende klippe med høj sol og skyfri himmel i baggrunden, denne gang fra bagsiden af klippen.
Vi afrunder vores rejse på byens ældste restaurant Les Muriers, hvis rammer giver en hjemlig følelse. Det ældre par, der ejer restauranten og det tilhørende hotel, kæler for os med lækre serveringer samt fortællinger om byens udvikling igennem de sidste mange årtier. Med et glas lokal rødvin i hånden kan vi skåle for at have fået en vidunderlig smagsprøve på hvad Roquebrune-sur-Argens byder på.
I det sydøstlige Frankrig mellem Côte d’Azur og Provence ligger Roquebrune-sur-Argens, en uspoleret perle, der strækker sig fra Esterel-bjergene til Middelhavet og kan kendes på 'Le Rocher de Roquebrune', den rødbrune klippe, som skiller sig ud fra landskabet. Vi giver dig fem gode grunde til at udforske området omkring klippen og de fire markerede vandreruter, som slanger sig rundt om og op af klippen.
Det anbefaler vi også i Roquebrune-sur-Argens:
- Rundvisning og vinsmagning på Château Vaudois, der hovedsageligt producerer rosé, en kending i Provence.
- Honning- og helsebutikken L’Amie Ailée (Den bevingede ven red.), der sælger lokal produceret honning med forskellige sundhedsmæssige fordele.
- Chokolademuseet La Maison du Chocolat et Cacao.
- En bådtur fra Les Issambres til Saint-Tropez er en ideel måde at opleve Saint-Tropez bugten. Du kan læse om bådenes afgange her.
- Dyk ned in 50’erne og 60’ernes filmverden og bliv klogere på politiets portrættering i film på Musée de la Gendarmerie et du Cinéma i Saint-Tropez, hvis rammer indtil 2003 fungerede som politistation.
Sådan kommer du til Roquebrune-sur-Argens:
I bil: Der er lidt over 1.800 km fra Danmark til Roquebrune-sur-Argens i egen bil.
Med fly: Du kan flyve direkte fra Kastrup lufthavn til Nice med SAS, Norwegian eller EasyJet, hvorfra der er knap 1 times kørsel til Roquebrune-sur-Argens. Alternativt kan du direkte flyve til Marseille med Volotea. Det tager ca. 1,5 time i bil fra Marseille lufthavn til Roquebrune-sur-Argens.
Yderligere information: - Planlæg din rejse til Roquebrune-sur-Argens - Book dine flybilletter fra København til Nice med SAS, Norwegian eller EasyJet. - Book dine flybilletter fra København til Marseille med Volotea.
Hoteller, restauranter mm. nævnt i artiklen:
Af Louise Frederikke Kofoed-Dam
Nordic E-mail & Content Marketing Coordinator