Versailles: Alt det, du skal se og opleve på en dagstur til det mytiske slotsdomæne

Inspiration

ParisKulturarv

Planlæg en dagstur til Versailles og oplev bl.a. Marie Antoinettes landsby og slottet som Louis XIV lod opføre til sin elskerinde.
© Vinci & Christian Milet - Planlæg en dagstur til Versailles og oplev bl.a. Marie Antoinettes landsby og slottet som Louis XIV lod opføre til sin elskerinde.

Læsetid: 0 minUdgivet den 27 maj 2013

Lad ikke kun besøget til Versailles begrænse sig til selve paladset! Rundt omkring på slotsdomænet ligger der nemlig en perlerække af kulturhistoriske juveler, som du ikke må gå glip af. Fra Marie Antoinettes landsby til Louis XIVs slot, som han lod opføre til sin elskerinde: her er lidt af alt det, du skal vide om Versailles og se, når du er der!

Versailles gennem næsten 400 år: Lidt baggrundsviden

Versailles domæne strækker sig i dag over et 800 hektar stort areal og blev oprindeligt opført som jagtslot til Ludvig XIII i 1623. Sønnen Ludvig XIV havde imidlertid store planer med slottet, og det var således ham, der med udvidelser og forbedringer påbegyndte skabelsen af det palads, som Versailles er i dag. Foruden anlæggelsen af dets storslåede barokhaveanlæg med springvand, broderiparterre, bosquetter, allésystemer og kanaler erhvervede han sig mere land, som skulle bruges til de kongelige jagter.

Således rådede Versailles domæne på Louis XIVs tid over et 11.000 hektar stort område, som var indhegnet af et 43 kilometer langt hegn med 24 gigantiske indgangsporte. Her græssede vildtet uvidende om dets skæbne som centrum for kongens jagter og middage ved hoffets borde.

Det var også Ludvig XIV, der flyttede den kongelige familie fra Louvre i hjertet af Paris til Versailles. I 1682 blev slottet derved kongelig residens og hoffets overdådige selskabsliv blev hurtigt et forbillede i resten af Europa. Året 1789 blev det sidste år, Versailles fik som kongelig residens. Den Franske Revolution drev nemlig flere tusind kvinder til Versailles. Begivenheden kendes i historiebøgerne som ”kvindetoget” og jog den kongelige familie på flugt til paladset Tuilerierne i Paris. I dag kan man i ”Chambre de la reine” (”dronningens værelse”) se den dør, som Marie-Antoinette flygtede gennem, da menneskehorden pludselig stod i hendes soveværelse.

Versailles har gennem årene dannet ramme for flere historiske begivenheder bl.a. afslutningen på Den Fransk-tyske Krig i 1871.
© CRT IDF/Tripelon-Jarry - Versailles har gennem årene dannet ramme for flere historiske begivenheder bl.a. afslutningen på Den Fransk-tyske Krig i 1871.

Kort efter revolutionen besluttede man i 1793 at bruge Versailles som et offentligt opbevaringssted, men hurtigt kom Versailles skæbne til at centrere sig om offentligheden og storpolitiske møder. Således blev slottet allerede i 1796 omdannet til museum, og i 1837 slog man Versailles gyldne døre op for et museum, som skulle vise alle de gloværdige begivenheder i Frankrigs historie.

Versailles skriver sig også ind i historiebøgerne som stedet, hvor Storbritannien anerkendte de nordamerikanske koloniers selvstændighed med underskrivelsen af Pariserfreden i 1783, samt afslutningen på Den Fransk-tyske Krig i 1871. I byen Versailles blev den berømte Versaillestraktat desuden underskrevet i 1919.


Overdådige barokhaver og ukendte slotte: det må du ikke gå glip af, på en dagstur til Versailles:

På tidsrejse til barokkens pragtfulde haver

Allerede fra Versailles-paladsets royale gemakker aner man paladsets pragtfulde haver, og fra spejlsalen har man et perfekt overblik over haveanlægget, der strækker sig helt ud i horisonten. Uanset bentøjets stand, er et besøg i dette grønne mesterværk en absolut nødvendighed!

Anlægget tog 40 år at omlægge til det mesterværk, det er i dag. Året var 1661, da Louis XIV satte tidens toneangivende landsskabsarkitekt André Le Notre på opgaven, der krævede mandskab i tusindvis: Træer blev bragt ind fra hele Frankrig, tonsvis af jord blev flyttet for at udligne fundamentet og anlægge broderiparterre, springvand og kanaler. Appelsin-, citron og oliventræer blev bragt ind fra Portugal, Spanien og Italien til paladsets orangeri.

Læs også: Romantiske pusterum i det grønne: 4 slotshaver et stenkast fra Paris

Versailles haver er også beriget med en mangfoldighed af skulpturer og overdådige springvand. Hvis du kan, så prøv at planlægge dit besøg efter Musical Fountain-opvisningerne, hvor nogle af parkens smukkeste springvand ”danser” til tonerne af barokmusik. Disse musikalske oplevelser finder sted i weekender fra maj til juni. I månederne juli og august på alle dage undtagen mandage. Se mere her.

Sidst men ikke mindst kan du ved indgangen til slotshaverne fra paladset leje et lille elektrisk køretøj som transportmiddel. Selvom du sætter en hel dag af til at se haverne, kan det dog ikke garanteres, at du kan nå at se det hele. Find yderligere information om leje af disse køretøjer her.


Grand Trianon: Louis XIVs helle fra de royale forpligtelser

Grand Trianon er et absolut ”must” på dagsturen til Versailles. Slottet er nemlig et arkitektonisk mesterværk i sin helt egen ret, opført af arkitekten Jules Hardouin-Mansart i 1687, der med egne ord beskrev det som ”Et lille palads af pink marmor og porfyr, med vidunderlige haver.”

Ordet ”lille” er lidt af en underdrivelse, for Grand Trianon er et overdådigt slot i sig selv: utallige marmorsøjler udgør dette slots kerne, som efter italiensk forbillede er opført i et plan, omgivet af frodige blomsterbede og haver på den ene side og en gårdhave på den anden.

Læs også: 7 tips til Louvre: Sådan lykkes dit besøg

Grand Trianon er et absolut ”must” på dagsturen til Versailles og ligger cirka 30 minutters gang fra Versailles-paladset.
© Didier Saulnier - Grand Trianon er et absolut ”must” på dagsturen til Versailles og ligger cirka 30 minutters gang fra Versailles-paladset.

Det var Louis XIV (1643 – 1715) der i 1670 bestilte opførslen af slottet, der hvor det tidligere ”Porcelain Trianon” lå. Kongen besluttede imidlertid, at der skulle et nyt byggeri til, for kun det bedste var godt nok til hans elskerinde Madame de Montespan.

Med opførslen af Grand Trianon ønskede Louis XIV også at komme væk fra sine royale forpligtelser ved hoffet. Grand Trianon ligger således cirka 30 minutters gang fra Versailles-paladset. Følg skiltene gennem parken eller tag det lille tog, der kører fra den nordlige side af haverne ved Versailles-paladset. Find yderligere information om hvordan du kommer til Grand Trianon her.


Petit Trianon : Marie-Antoinettes bedårende tilflugtssted

Sammenlignet med ”Grand Trianon” lever ”Petit Trianon” rent faktisk op til sit navn. Dette smukke slot i klassisk græsk stil er næsten nuttet sammenlignet med Versailles-paladset og Grand Trianon, og sammenlignet med de royale gemakker på disse store slotte forekommer ”Lille Trianons” værelser mere imødekommende og hjemlige.

Petit Trianon blev opført i årene 1761 – 1768 af Louis XV (1715 – 1774), der savnede et sted til sit entourage, bl.a. elskerinden Madame de Pompadour. Da Louis XVI overtog tronen, gav han slottet til sin unge dronning, Marie-Antoinette, der brugte slottet som et frirum. I samarbejde med sin arkitekt omlagde hun haverne i tidens moderigtige engelske stil og brugte Petit Trianon som selskabssted for sine børn, venner og sjældne familiebesøg.

Ligesom Grand Trianon er Petit Trianon en del af domænet ”Trianon Estate” og ligger i gåafstand fra Grand Trianon. Søg yderligere information her.

Petit-Trianon-3 Marie-Antoinette brugte Petit Trianon som sit private frirum.

Hameau de la reine: Dronningens egen landsby

Marie-Antoinette rådede i sin levetid over sin helt egen landsby, bygget op ad en fantasifuld vifte af inspirationskilder og anlagt med en kunstig sø som omdrejningspunkt. ”Hameau de la reine” var arkitekten Ange-Jacques Gabriels værk, der opførte dette særprægede sted i harmoni med filosoffen Jean-Jacques Rousseaus dyrkelse af naturen.

Landsbyen ligger et stykke fra Petit Trianon, men er tilgængelig for alle, også kørestolsbrugere. Her elskede den berømte franske dronning at gå ture og observere dyreholdet, der talte svin, får og høns. Onde tunger ville, at Marie-Antoinette brugte sin særprægede landsby til at lege sig ind i bondelivet, men det lille landbrug var i virkeligheden tænkt som et opdragende element for hoffets børn. Derudover tjente det også til hoffets forsyninger.

Blottet for souvenirbutikker og iskiosker er ”Hameau de la reine” et lille stykke velbevaret kulturarv, og staldene drives den dag i dag af en dyreværnsorganisation. Marie-Antoinettes egen landsby er således den perfekte afslutning på besøget til Versailles, og en kærkommen mulighed for at hilse på dyrene for både børn og voksne – præcis som da Marie-Antoinette tog sine børn og gæster med dertil.

Læs også: Versailles: 24 timer i selskab med Marie-Antoinette

Det praktiske:

Vælg de billetter, der passer til din Versailles-tur

Book billettypen ”passport” hvis du både vil se Versailles-paladset, haverne og Trianon Estate (Grand & Petit Trianon samt Hameau de la Reine). For at have tid til det hele anbefales det, at du sætter en hel dag af til dit besøg.

Du kan naturligvis også nøjes med at købe billet til selve Versailles-slottet. Find alle informationer her.

Sådan kommer du til Versailles fra Paris:

Tag RER-toget ligne C mod Versailles-Rive Gauche og stå af på stationen Versailles-Rive Gauche.

Af Pernille Hammershøj MADSEN

Nordic Content & Community Manager