Syv måder at nyde bountystrandene i Ny Kaledonien på

Ny KaledonienNatur og udendørs aktiviteter

Adobe Stock
© Adobe Stock

Læsetid: 0 minUdgivet den 14 januar 2018

Midt i Stillehavet ligger Ny Kaledonien godt forankret i hjertet af verdens største lagune: 24 300 km² som er opført på Unescos verdensarvliste. En perfekt ramme for en perlerække af strande.

Sand der er så hvidt som kridt og så blødt som det fineste mel, et utal af turkisblå nuancer, fyrretræerne og kokospalmernes intense grønne farver … Fra Grande Terre til Ile des Pins via Ouvéa er der strande overalt, hvor du kigger hen i denne øgruppe - og de er alle paradisiske.

Observer fiskene i det naturlige bassin i Oro-bugten

Oro-bugten med sit naturlige bassin - et ideelt sted for at svømme rundt blandt fiskene
© Toko / NCTPS - Oro-bugten med sit naturlige bassin - et ideelt sted for at svømme rundt blandt fiskene

For dem som godt kan lide at plaske rundt med dykkermaske, snorkel og svømmefødder, er dette enorme koralakvarium et meget yndet sted. Den smalle kanal beskytter Oro-bugten mod det oprørte hav, hvilket gør det muligt for klovnfisk, papegøjefisk, kæmpe-søpindsvin og andre smukke fisk at stråle i al deres farveglans i fred og ro. Man kommer hertil efter en 45 minutters tur til fods fra Upi-bugten. Det er anledningen til at sejle ud i en pirog for at observere denne smukke bugt og de mærkelige, eroderede koralformationer "les patates" (kartoflerne).

På udkig efter babyhajer i Ouvéa

Forestil dig en endeløs sandtunge omgivet af kokospalmer. På Ouvéa strækker stranden sig over næsten 25 kilometer, langs den eneste vej på denne 35 kilometer lange koralø! Nordpå har lagunen sit eget "nursery" - for citronhajer! Her vil man med sikkerhed få mulighed for at se hajfinner cirkle rundt i havoverfladen, da denne art altid yngler på sit eget fødested.

Badning med hele familien i Kuto-bugten

Sandet på stranden i Kuto-bugten er lige så fint som talk
© O. Strewe / NCTPS - Sandet på stranden i Kuto-bugten er lige så fint som talk

Med det krystalklare vand, indrammet af fyrretræernes høje silhuetter, er Kuto-bugten ikke blot én af de smukkeste i verden. Det er også det ideelle sted for badning med hele familien. Sand der er lige så fint som talk og uden koraller dækker stranden og skaber et perfekt underlag for små fødder. Efter at have svømmet og hygget sig i vandet er det tid for de store at nyde gastronomien. Restauranterne, med udsigt til stranden, sætter en ære i at servere en lokal snegleart, "les bulimes".

Vandretur i Shabadran-bugten på Maré

De knivskarpe koraller gør det vanskeligt at kommer dertil, men vandreturen (2,5 timer) er helt sikkert besværet værd: øens unikke skønhed afslører et højt relief og bratte klipper, kun opdelt af små gemte bugter. Det første vi ser er bølgerne, som slår mod de berømte Shabadran-"terrasser", kaskader af koralplateauer og koralrev oven på sandet. Fantastisk!

Dykke med skildpadder ved Luengoni

Turkisblåt vand, finkornet sand og koraløer i horisonten … Luengoni-stranden er som hentet ud fra et postkort.
© P. Dancel / NCTPS - Turkisblåt vand, finkornet sand og koraløer i horisonten … Luengoni-stranden er som hentet ud fra et postkort.

På Luengoni-stranden, på Lifou-øen, er sandet så blødt som det fineste mel mellem tæerne. Men glem ikke sko og svømmefødder! Du vil få brug for dem, når vi skal lede efter stedets skatter: "dolinerne" eller jordfaldshullerne. Udforsk, mens du svømmer og solen står på sit højeste og lyser det smaragdfarvede vand op, disse mærkelige fordybninger, hvor banyantræernes rødder og drypsten vokser ind i hinanden. Medmindre du hellere vil svømme ud til koraløen, der ligger lige ud for stranden. Og er du heldig, så møder du måske en havskildpadde på vejen …

Fordriv tiden med sejlsport på Poé-stranden

Poé-stranden, som er udsat for sydøstlige vinde, er et "must" for windsurf- og kitesurf-entusiaster. Ikke langt derfra ligger La Roche Percée, som i øvrigt er det eneste surfspot i øgruppen og startstedet for den smukke sti, der fører dig til tre bugter langs Bourail-lagunen helt frem til den lille bugt, der bliver kaldt for "de forelskedes" bugt. På vejen bør du holde en pause ved Skildpadde-bugten, en af de største redepladser for skildpadder.

Udflugter til småøerne rundt om Numéa

Den lille ø Maître, en 20 minutters sejltur fra Nouméa, ligger i hjertet af et 200 hektar stort havreservat.
© Donnaventura / NCTPS - Den lille ø Maître, en 20 minutters sejltur fra Nouméa, ligger i hjertet af et 200 hektar stort havreservat.

Ikke langt fra Nouméa ligger en række småøer omkranset af hvidt sand … Dette er et ægte maritimt kuriositetskabinet! Amédée-øen med sit kridhvide fyrtårn, som rager 56 meter op over den glitrende lagune, Maître-øen med sin bølgeeroderede platform, Larégnère-øen med sit beskyttede havområde som er lundens (beskyttet fugleart) ynglested eller også Canard-øen med sin undervandssti.

Af Anne-Claire Delorme

Rejsende journalist

Se mere