Kan man rejse på ferie i bjergene og samtidig have omtanke for miljøet? Ja, det kan du godt! Ved at benytte dig af alternativ transport til flyet f.eks. som tog eller elbil kan du gøre din rejse grønnere. På din ferie kan du også gå efter lokalt producerede produkter, prøve wellness i bæredygtige og naturlige spa eller lære om, hvordan du kan passe på biodiversiteten, når du udforsker det majestætiske naturlandskab. Du kan endda sove under stjernehimlen! Mulighederne er mange. Her får du ti gode tips til, hvordan du kan gøre din ferie i de franske bjerge grønnere.
Rejs grønnere
På en ferie til de franske bjerge behøver du ikke at køre rundt til alt, og det er faktisk måske slet ikke nødvendigt at have bilen med på ferie. Mange af de franske skisportssteder er let tilgængelige med tog (både i vinter- og sommersæsonen) og når du først er fremme på din feriedestination, er der mange andre grønne måder at bevæge sig rundt på, uden at det koster dig en formue.
Ved skisportsstedet Les Gets i Alperne kan du komme hurtigt fra den ene by til den anden med tog. Om aftenen kører et lille tog også på ruten med en smuk panoramaudsigt til naturlandskabet. De lokale busser kører på naturgas og byerne tilbyder ladestationer, hvis du er i elbil. Om sommeren kan du komme rundt på to hjul: på mountainbike eller elcykel, som er let at betjene.
Bæredygtig turisme i bjergene starter med udviklingen af de grønne transportmuligheder. Det er en måde at kunne koble af fra hverdagens trummerum, nyde landskabet samtidig med at have omtanke for og bevare den skønne natur.
Hold øje med ’Flocon Vert’
Det bør være nemt at udvælge en bæredygtig feriedestination. Ved at kigge efter miljømærket ’Flocon Vert’ er du sikret en høj og bæredygtig standard for bjergdestinationerne. Skisportssteder og bjerglandsbyer skal bl.a. opfylde kravet om at bevarer lokal arv samt udvikle sig som en bæredygtig destination til gavn for både lokale såvel som turister. Der er også en særlig belønning til de steder, der gør en indsats for at fremme lokalt håndværk, passer på de fredede områder eller afholder miljøansvarlige begivenheder.
Flocon Vert Læs mere om, hvilke miljømærker du kan kigge efter, når du planlægger din ferie til Frankrig her.
Smag på de lokale økologiske produkter
Forestil dig at smage dig gennem bjergene! De franske Alper er et mekka for lokale og økologiske produkter med en kort forsyningskæde. Ved købmanden Aux Comptoirs des Alpes i Grand-Bornand i Haute-Savoie, der bl.a. har ’Flocon Vert’-mærket, finder du et væld af kød og oste fra lokalområdet. Her kan du også købe og smage på crozets (en slags firkantet og flad pasta lavet på hvede eller boghvede), lokale øl og honning.
I Morzine, der er en del af Les Portes du Soleil, rimer øl på bæredygtige tiltag. På mikrobryggeriet Le Bec Jeune brygges deres øl på stedet, uden transportomkostninger, og som serveres side om side med lokal cider og hjemmelavet hyldebærjuice. På menuen er også brød, lavet på lokalt mel mens smør og mælk kommer fra den lokale gård Ferme du Caly. Stedet har også egen køkkenhave, og overskud fra deres musikalske begivenheder, går til at plante træer i området.
Aux Comptoirs des Alpes, le Grand-Bornand (link på fransk) Le Bec Jeune i Morzine
Overnat bæredygtigt
Kunne du tænke dig at tilbringe din næste ferie på en renoveret gård i bjergene? Ved foden af Mont Blanc i Val d’Arly kan du overnatte på Toî du Monde (Verdens tag på dansk), en 4-stjernet gård med øko-hytte, som har fokus på bæredygtighed. Den familieejede gård på 600 kvm er CO2-neutral og selvforsynende på energi takket være solceller og brændefyr.
Det er muligt at få forplejning, når man bor på Toî du Monde, hvor menuen bl.a. byder på grøntsager fra haven samt oste, kød og fisk leveret af lokale producenter og fiskere.
Velvære i naturlige kilder
For de franske kurbade i bjergene er udviklingen af bæredygtig turisme lidt som at gå tilbage til det grundlæggende indenfor velvære. Det er i bjergene at respekten for de naturlige elementer, som vand, får sin retmæssige betydning.
I hjerte af Auvergnes vulkaner ligger Thermes du Mont-Dore, et wellness-center med fokus på at bevare miljøet ved at bruge bionedbrydelige materialer til behandlinger, miljøvenlige rengøringsprodukter. Ved foden af Mont Blanc i Alperne kan du også besøge de termiske bade Les Thermes de Saint-Gervais, hvis bygninger og bassiner opvarmes med geotermisk energi, en energieffektiv og økologisk løsning, der skærer 200 tons CO2 af energiforbruget. Som spagæst kan du dermed nyde tilværelsen og slappe af i en spa på grøn energi. Det er en win-win!
Chaîne Thermale du Soleil – le Mont Dore Les Thermes de Saint-Gervais
I ét med naturen i bjergenes nationalparker
Fra Ecrins til La Vanoise og forbi Le Mercantour... Nationalparkerne i bjergene er den ideelle legeplads for dig, der elsker naturen og de store åbne vidder. Samtidig er parkerne en god måde at gøre sig klogere på den natur, vi bør passe på og respektere.
I de sydlige Alper ligger Le Mercantour, hvor du kan besøge byen Valberg blot en times kørsel fra Côte d’Azur. Her kan du bo på ’bed and breakfast’-stedet La Croix Saint-Jean, som tilbyder retter med lokale og sæsonbestemte råvarer. Alternativt kan du overnatte i et mobile-home for to med en betagende udsigt til stjernehimlen hos Amoucié.
Le Mercantour er en del af det tredjestørste RICE-området (Réserve Internationale de Ciel Etoilé eller på engelsk International Dark Sky Association), hvilket betyder området er blåstemplet som et extraordinært sted at se stjerner. En strålende oplevelse, du ikke vil være foruden!
Deltag i miljøvenlige begivenheder
Bjergene kan meget mere end vintersport! Når de hvide dyner viger for grønne områder og skiløb bliver til mountainbikekørsel, er det lettere at spotte naturens skrøbelighed. I foråret og om sommeren arrangerer mange bjergdestinationer begivenheder, der er med til at gøre unge feriegæster klogere på, hvordan man beskytter miljøet samtidig med at man har det sjovt.
I Praz-de-Lys Sommand i Haute-Savoie kan du hjælpe med at bygge hytter, lave håndværk af genbrugsmaterialer på værksteder og klatre i træer. I Orres i de sydlige Alper flettes natur og kultur sammen på festivalen ’Game of trees’. På programmet er bl.a. koncerter, fotoudstillinger, visninger af dokumentarfilm, shows og foredrag om klimaforandringerne med eventyrlystne foredragsholdere. Festivalen løber fra den 31. juli til den 4. august 2023 og har flere sjove miljøansvarlige aktiviteter som en ’smoothie-cykel’.
Beskyt biodiversiteten
Vidste du, at tørvemoser er modstandsdygtige over for varme og tørke? De er en stærk allieret når det kommer til den globale opvarmning og påvirkningen på naturen. Derfor er det essentielt at bevare disse moseområder i bjergene, der er truet af udryddelse. Det har flere events sat sig for mål for at gøre noget ved.
I Gérardmer i Vogeserne inviterer Conservatoire des Espaces Naturels de Lorraine besøgende til at deltage i guidede ture, hvor man kan besøge de udsatte naturområder og lære om, hvordan vi passer på dem.
I Alpe d’Huez i Isère har man opført drivhuse, der samler mere en 10.000 blomsterarter, som genplantes i naturen for at beskytte den lokale biodiversitet.
Benyt dig af de fire sæsoner
Bjergdestinationerne diversificerer deres tilbud på tværs af sæsonerne! Steder som Louron Valley i Pyrenæerne har varieret deres forskellige feriemuligheder, så de benytter sig af alle fire sæsoner. De to vintersportssteder Peyragudes og Val Louron er hhv. dedikeret til erfarene skiløbere og familier. I Val Louron ligger der også et termisk bad, det første i Pyrenæerne og du kan prøve andre sjove vandaktiviteter omkring Genos-Loudenvielle-søen. Området er klassificeret som et must-see sted i Occitanien, der også besøges af Touren.
Den innovative SkyVall-gondol gør det nemt at komme fra en aktivitet til en anden og som hele året forbinder dalen med skisportsstedet. Det er en skånsom transportform, der både er praktisk og bæredygtig!
Hav omtanke for de majestætiske bjerge
Vær med til at fremme bæredygtig turisme, der respekterer bjergene og lokalbefolkningen. Nationalparkerne Vanoise og Ecrins samarbejder med regionen Auvergne-Rhône-Alpes i udviklingen af miljøansvarlige projekter f.eks. som at gøre destinationerne mere handikapvenlige, beskytte biodiversiteten samt bevarer det lokale håndværk og savoir-faire (know how på dansk) i bjerglandsbyerne. Endnu et par gode grunde til at overveje en ferie i de franske bjerge!
Yderligere information: Læs mere om de franske bjerge på France Montagnes hjemmeside
Af Kévin Bonnaud