10 vidunderlige skove i Frankrig

Skove i Frankrig

Natur og udendørs aktiviteter

Marc / AdobeStock
© Marc / AdobeStock

Læsetid: 0 minUdgivet den 22 juli 2020, opdateret den 23 februar 2024

Der er ikke noget som en tur i skoven og mærke den friske luft i lungerne! Frankrigs skove er beriget af vældige træer, lysninger, alléer og sjældne træsorter. Fra Baskerlandet, Alsace, Bretagne, Auvergne, Alperne og Korsika: Læs med og opdag nogle af Frankrigs mest fantastiske skove!

Den mystiske: Iraty-skoven i Baskerlandet

Iraty-skoven i Baskerlandet
© Barbara Cerovsek - Adobe Stock - Iraty-skoven i Baskerlandet

I mange år blev de gigantiske træstammer fra løvtræerne i Iraty-skoven brugt til at lave master, der tjente den bretonske søfart. Man kan ikke andet end at lade sig imponere og fascinere af Europas største bøgeskov, og for hvert skrift man tager ind i underskoven bliver de mystiske legender langsomt vagt til live: I gamle dage troede bretonerne, at skovens konge Basajaun boede i skoven side om side med de kloge ”Laminakker”, som var halvt engle-halvt mennesker.

Den legendariske: Brocéliande-skoven i Bretagne

Den legendariske Brocéliande-skov i Bretagne
© Axel Fontaine - Adobe Stock - Den legendariske Brocéliande-skov i Bretagne

Brocéliande-skoven gemmer på troldmanden Merlins grav og feen Vivianes hus. Gennem skoven kan man forfriske sig i det mirakuløse vand fra Barenton-vandfaldet og følge i de troløse ridders fodspor i ”Dalen uden en tilbagevej” – ”le Val sans Retour”; denne legendariske skov var de eventyrlige rammer om sagnkongen Arturs eventyr. Mellem bautasten, ege- og nåletræer, dybe skovsøer, hede landskab, tornblad og gyvel fortrylles man af skovens magi.

Den fra fortiden: Tronçais-skoven i Auvergne

Tronçais-skovens ældeste træ stammer fra 1580!
© Marc - Adobe Stock - Tronçais-skovens ældeste træ stammer fra 1580!

Denne skovs ældste beboer er døbt ”Sentinelle” (vagtposten, red.)og er et egetræ, der menes at stamme fra 1580! Men Sentinelle er ikke ene om at have beboet skoven gennem et svimlende antal menneskealdre. Mange af de andre løvtræer er også ældgamle, men det forhindrer dem ikke i at blusse op i et flammende farvespil, når kalenderbladet hvert år vendes til efterår: Egeskoven er en af Europas smukkeste og grænser op til den hyggelige landsby Hérisson. Her ligger den idylliske dam Saint-Bonnet, hvorfra en aktiv ferie i Auvergne med cykling, vandring eller en svømmetur kan begynde.

Den fredfyldte: Grande Chartreuse-skoven i Alperne

I den smaragdgrønne skov Grande Chartreuse vokser enorme ege- og grantræer i 800 til 1500 meters højde
© blume33l / Adobe Stock - I den smaragdgrønne skov Grande Chartreuse vokser enorme ege- og grantræer i 800 til 1500 meters højde

I denne smaragdgrønne skov vokser enorme ege- og grantræer i 800 til 1500 meters højde. Alperne er bogstaveligtalt bjergtagende, og landskabet veksler fra dramatisk stejle kalkskrænter til fredfyldte skovterræner. Her føler man sig næsten henført til meditation eller respektfuld tavshed, der praktiseres på klosteret Monastère de la Grande Chartreuse, som man kun kan komme til på gåben. Skovens fredfyldte stemning inviterer til mindeværdige vandreture, hvor man kan være heldig at møde nogle af dens beboere: kronhjorte, gemser og medlemmer af den vilde fårerace muflon.

Den royale: Fontainebleau-skoven i nærheden af Paris

Fontainebleau-skoven ligger 70 kilometer sydøst for Paris
© Francisco Javier Gil / Adobe Stock - Fontainebleau-skoven ligger 70 kilometer sydøst for Paris

Sportsentusiaster i disciplinen klatring er vilde med Fontainebleau-skovens virvar af sten, sandstensklipper og skyggefulde slugter. Kun 70 kilometer sydøst for Paris ligger denne skov enestående placeret mellem byen og Fontainebleau-slottet. Her vokser gran- og egetræer, og skoven er et oplagt udflugtsmål for legesyge naturelskere. Blandt mystiske damme og mosbevoksede heder byder det 150 kilometer lange stisystem på naturoplevelser. Gå f.eks. i August Renoirs fodspor på ”Malernes rute” nær landsbyen Barbizon.

Den mest historiske: Compiègne-skoven i Hauts de France, Nordfrankrig

Compiègne-skoven var de franske kongers foretrukne jagtskov
© Un monde à vélo - Compiègne-skoven var de franske kongers foretrukne jagtskov

Egetræsskoven Saint-Jean blev plantet under Ludvig den Helliges (1226-1270) regeringstid. Skoven var de franske kongers foretrukne jagtskov, men de kongelige jagter er ikke de eneste historiske begivenheder, som trækronerne i tidens løb har våget over. I skovlysningen Rethondes indgik man nemlig våbenhvile d. 11. november 1918, som derved markerede 1. Verdenskrigs afslutning. Under en time fra Paris hvisler historiens vingesus således gennem nogle af Frankrigs ældste trækroner og fantastiske alleer. Skoven er også et yndet mål for en skovtur på gåben, på cykel eller til hest.

Den exceptionelle: Haguenau-skoven i Alsace

Haguenau-skoven ligger mellem Vogeserne og Rhin-dalen
© Zvardon / Office de Tourisme du Pays de Haguenau - Haguenau-skoven ligger mellem Vogeserne og Rhin-dalen

Haguenau-skoven er Frankrigs eneste, hvor skovfyr vokser naturligt på åbent land ved siden af ege- og bøgetræer: siden februar 2020 betegnes den som ”en exceptionel skov” og med 900 år på bagen er skoven den ældste i Alsace. Haguenau-skoven ligger mellem Vogeserne og Rhin-dalen og gennemløbes af fem forskellige vandløb. Her trives dyr som bæver, los og stor vandsalamander. Slår man vejen forbi, er man ikke langt fra Ribeauvillé-skoven, langs vinruten i Alsace, der også imponerer med sine gigantiske douglasgraner.

Middelhavsskoven: Vizzavonan-skoven på Korsika

Vizzavonan-skoven er også et yndet udflugtsmål for alle, der godt kan lide vandring, klatring eller canyoning
© Willem / Adobe Stock - Vizzavonan-skoven er også et yndet udflugtsmål for alle, der godt kan lide vandring, klatring eller canyoning

En svømmetur i krystalklart vand, et fodbad i et blidt syngende vandfald eller en lille siesta i skyggen af et sortfyrstræ, symbolet på den korsikanske vegetation: hvis dette lyder som et drømmescenarie er den korsikanske Vizzavonan-skov stedet! Skoven er også et yndet udflugtsmål for alle, der godt kan lide vandring, klatring eller canyoning og fra skovens højeste punkt i 1.163 meters højde er udsigten ubeskrivelig. Gå heller ikke glip af en tur i det lille korsikanske tog Trinichellu der ender i landsbyen Vizzavona beliggende midt mellem Bastia og Ajaccio.

Den fredfyldte: Chambord-parken i Loiredalen

 Med sine 5.440 hektar er Château de Chambords park lige så stor som centrum af Paris
© dario guerci/EyeEm / Adobe Stock - Med sine 5.440 hektar er Château de Chambords park lige så stor som centrum af Paris

Chambord-slottet er ”kongeligt” i ordets reneste betydning: Det var de franske kongers foretrukne og med sine mange karakteristiske tårne er Château de Chambord et sandt eventyrpalads! Med sine majestætiske krondyr, der brøler ved efterårets komme, efterlader slotsparken heller ikke et øje tørt. Med sine 5.440 hektar er Château de Chambords park lige så stor som centrum af Paris, men her er byens liv skiftet ud med ege- og fyrtræer, hede og moselandskaber. Sidst men ikke mindst er slottet (naturligvis) indlemmet på UNESCOs Verdensarvsliste. Muren rundt om parken er 32 kilometer lang og dermed er den Europas største indhegnede park. Til fods, til hest, på cykel, i hestevogn eller på tandem er turen til Chambord-parken altid en royal oplevelse!

Den vidtstrakte: Landes-skoven i Bordeaux

Landes-skoven i Gascogne er det største skovmassiv på Frankrigs fastland
© Pictures news / Adobe Stock - Landes-skoven i Gascogne er det største skovmassiv på Frankrigs fastland

Dem der kommer helt op på toppen af Europas højeste sandklit, Dune du Pilat, tæt på Bordeaux, belønnes med en sublim udsigt: på den ene side strækker Atlanterhavets blå lærred sig så langt øjet rækker, kun hist og her afbrudt af Arechon-bugtens små øer. Til den anden side; et grønt hav af grantræer i tusindvis. Landes-skoven i Gascogne er det største skovmassiv på Frankrigs fastland og selvom den er kunstigt plantet i 1800-tallet er den med sine sandstier og sit bregnetæppe ikke desto mindre et oplagt sted at vandre i grantræernes skyggefulde duft.

Af Pascale Filliâtre

Rejsende journalist. Jeg er ofte rejst langt væk for at finde, det Frankrig har at byde på… lige i nærheden. filliatre.pascale@orange.fr